Læs anmeldelser af flere af Fonagy og kollegaers nyeste artikler nedenfor:

Fonagy, P., Luyten, P., Campbell, C., & Allison, L. (2014, December). Epistemic trust, psychopathology and the great psychotherapy debate

[Web Article: http://www.societyforpsychotherapy.org/epistemic-trust-psychopathology-and-the-great-psychotherapy-debate]

En rigtig fin artikel som giver en kort introduktion til mentaliseringsteorien såvel som de nyeste begreber heri, såsom epistemisk tillid, p-factor og dodo-effekten. Artiklen tilbyder en kort spændende og lettilgængelig gennemgang af begreberne.

Luyten, P. & Fonagy, P. (2015). The Neurobiology of Mentalizing

Denne artikel går dybere ind i de mekanismer og neurale kredsløb, der danner grundlaget for evnen til mentalisering. Artiklen underbygger, at vores evne til mentalisering ikke kommer af sig selv, men er noget vi først og fremmest udvikler igennem vores tilknytningsrelationer. Evnen til at mentalisere er central for normativ menneskelig udvikling, men det fremsættes også at forstyrrelser i denne evne er karakteristisk for stort set alle former for psykopatologi. Artiklen er opbygget omkring to hovedfund:

  1. At mentalisering ikke er en enhed, men derimod består af fire dimensioner, som kan organiseres langs poler.
  2. Studier indenfor neurovidenskab peger på, at to interagerende faktorer hovedsageligt determinerer mentaliseringskvaliteten:
    1. stress eller arousal og
    2. individets tilknytningshistorik – særligt i spædbarnsalderen.

Artiklen fremsætter, at de fleste former for psykopatologi er et resultat af kombinationen mellem biologisk skrøbelighed, miljømæssige omstændigheder og grundlæggende mangel på markerede spejlinger – altså mange oplevelser med et fremmed selv, som bliver så fremtrædende, at de dominerer individets subjektivitet. Mentalisering er en grundlæggende bidirektionel eller transaktionel social proces organiseret omkring de fire dimensioner og psykopatologi er forskellige kombinationer af mangler langs disse dimensioner. Mentalisering handler om balancen mellem de systemer, der ligger bag de fire dimensioner og denne balance afhænger af interaktionen mellem stress/arousal og brugen af tilknytningsstrategier. I den resterende del af artiklen bliver neurobiologien bag mentaliseringsdimensionerne meget nøgternt gennemgået og artiklen er således god, hvis man skal bruge specifik viden om hvilke hjerneområder, der er i spil hvornår, og hvilke der anvendes ved de forskellige tilknytningsmønstre og –strategier. Slutteligt underbygger artiklen at grænsetærsklen for, hvornår man skifter fra kontrolleret til automatisk mentalisering kan være lavere som et resultat af tidlig stress og tilknytningstraumer.

Fonagy, P. & Allison, E. (2014). The role of Mentalizing and Epistemic Trust in the Therapeutic Relationship

Med denne artikel fremsætter forfatterne, at til trods for at Mentaliseringsbaseret Terapi er en specifik behandlingsform, så spiller det en rolle i alle terapeutiske relationer.

Der argumenteres for at mentalisering er den fælles faktor, og at den mentaliserende terapeut er en universel bestanddel af effektive psykoterapeutiske interventioner. Ydermere fremsættes det, at overførslen af epistemisk tillid, som afhænger af sikre tilknytningsoplevelser, er yderst afgørende for klientens udvikling, da det er denne, der kan hjælpe klienten til at afgive noget af sin rigiditet. Dette kan åbne op for, at klienten bliver i stand til at modtage og lære fra den sociale viden, der tilbydes i terapien og som potentielt kan forandre klientens opfattelse af sig selv og den sociale verden.

Et menneskes tilknytningserfaringer spiller en vigtig rolle ift. hvorvidt man tør stole på informationer fra andre. En sikker tilknytning fremmer den epistemiske tillid, hvilket er med til at sikre, at et individ sikkert kan ændre sin position/sine anskuelser og er parat til at tilegne sig viden og generere tiltro til egne oplevelser og vurdering. Epistemisk mistillid og epistemisk hyper-årvågenhed udspringer derimod af en usikker tilknytningsstil, med en evig søgen efter bekræftelse på ens oplevelseserfaringer kombineret med en kronisk mangel på tillid. Artiklen fremsætter herefter de tre psykoterapeutiske kommunikationssystemer og konkluderer, at det vigtigste i terapien ikke er det, terapeuter har lært, at de skal lære klienter, men derimod den terapeutiske relations potentiale i at genvække klientens evne til at lære fra sociale situationer.