Er det retraumatiserende at spørge til traumer?
De spørgsmål, man oftest støder på i traumefeltet, er, ”kan det være retraumatiserende at spørge ind til traumer?” og ”Skal man som fagperson sige til en traumatiseret person, at man ikke er uddannet til at tale om det, hvis vedkommende begynder at åbne op?”
Det korte svar er, at hvis det gøres på en mentaliserende og omsorgsfuld måde, så er det ikke retraumatiserende at spørge.
For mennesker med en traumehistorie kan det i nogle tilfælde opleves stressende at blive spurgt, og det er vigtigt at man mentaliserer og tager højde for hvordan relationen er til den man spørger og er opmærksom på konteksten man er i.
Hvis den traumatiserede selv åbner op og oplever at blive afvist fordi den professionelle er bange for at gøre skade kan det ofte opleves som negativt og forstærke følelser af skam, isolation og forladthed.
Det vigtigste er at møde den traumatiserede mentaliserende.
Eksempel: Kajsa forsøger at tale om det svære
Kajsa har været udsat for et seksuelt overgreb af en kammerat, hun overnattede hos. Hun fortæller først om det noget tid senere. Hendes plejeforældre reagerer ved at hjælpe hende til både læge og politi, men sagen fører ikke til en straffesag.
Kajsa forsøger flere gange at tale om det, hun har oplevet. Men hendes plejemor bliver usikker og bange for at sige noget forkert eller komme til at gøre det værre for Kajsa. Derfor kommer plejemoren ofte til at skifte emne eller aflede samtalen, når Kajsa bringer det op.
Kajsa mærker det og føler, at hendes plejemor synes, det er pinligt – eller måske endda tænker, at Kajsa selv er skyld i det, fordi hun valgte at sove hos en drengeven.
Gør det skade at spørge til traumer?
En stor undersøgelse har samlet resultater fra 70 studier med i alt 73.959 voksne deltagere. Formålet var at finde ud af, om det kan skade at stille spørgsmål om traumer.
Det er den første metaanalyse, der har undersøgt, hvordan voksne reagerer på at deltage i forskning om traumer. Resultaterne viser, at spørgsmål om traumer godt kan give en kortvarig følelse af ubehag eller stress – især hos personer med tidligere traumatiske oplevelser eller PTSD. Men ubehaget er typisk mildt til moderat og ikke alvorligt.
De fleste deltagere – også dem med traumehistorie – oplever det som positivt at være med i sådanne undersøgelser, og de fortryder ikke deres deltagelse. Der var heller ikke forskel på mænd og kvinders reaktioner.
Alt i alt viser undersøgelsen, at det er trygt at lave traumerelateret forskning, uden at det skader dem, der deltager.
Jaffe, A. E., DiLillo, D., Hoffman, L., Haikalis, M., & Dykstra, R. E. (2015). Does it hurt to ask? A meta-analysis of participant reactions to trauma research. Clinical Psychology Review, 40, 40-56. doi:http://dx.doi.org.ez.statsbiblioteket.dk:2048/10.1016/j.cpr.2015.05.004.
Hvordan reagerer børn og unge på traumescreening?
Et stort norsk studie undersøgte, hvordan børn og unge reagerer, når de bliver spurgt om traumer ved besøg i klinikker for mental sundhed. I alt deltog 10.157 børn og unge i alderen 6–18 år.
- 68 % oplevede ingen eller kun lidt ubehag,
- 27 % oplevede moderat ubehag,
- og 4,5 % oplevede stærkt ubehag.
De børn og unge, der havde oplevet traumer, følte sig mere berørte af spørgsmålene end dem, der ikke havde – men langt de fleste i begge grupper havde kun lette reaktioner. Blandt dem, der havde været udsat for traumer, oplevede 63,5% minimal oprevethed, og i gruppen uden traumer var tallet 86,5%.
Studiet konkluderer, at det generelt er trygt at lave rutinemæssig screening for traumer – også for børn og unge. Men fordi nogle få oplever ubehag, er det vigtigt, at terapeuter er opmærksomme og støttende under samtalen.
Skar AS, Ormhaug SM, Jensen TK. Reported Levels of Upset in Youth After Routine Trauma Screening at Mental Health Clinics. JAMA Netw Open. 2019;2(5):e194003. doi:10.1001/jamanetworkopen.2019.4003
Hvorfor er det vigtigt at lytte til beretninger om traumer?
Når et menneske har oplevet noget traumatisk, kan der opstå et behov for at dele det svære med andre. Det kan føles overvældende at høre om voldsomme oplevelser, og som fagperson kan man føle sig usikker på, hvad man skal sige.
Men det vigtigste, du kan gøre, er at lytte nærværende og anerkende de følelser, personen har.
På længere sigt kan du anbefale en psykolog eller selv søge sparring hos en, der har viden om traumer. Det afgørende er, at personen ikke får oplevelsen af, at du ikke vil lytte – eller at du efterlader den alene med de intense følelser.
Vil du vide mere
Mange af center for mentaliserings efteruddannelser har fokus på traumer.
Læs bogen Mentalisering i mødet med udsatte børn
Se de vores små film om traumer:
