Masterclass: STORM i praksis – Træning og ny viden – Forår 2020

Om efteruddannelsen

Man er aldrig færdiguddannet i mentalisering, og det kræver løbende undervisning og supervision at holde fast i tilgangen. Center for Mentalisering tilbyder nu en ny masterclass for erfarne mentaliseringskursister, som har styr på de grundlæggende principper i mentaliseringsbaseret behandling.

Vores nye masterclass “STORM i praksis – Træning og ny viden” består af 5 træningsdage i anvendelsen af mentaliseringsbaseret behandling i mødet med udsatte børn, unge og voksne, hvor man på dagene får mulighed for at få de mentaliseringsbaserede interventionsmodeller mere ind under huden. På masterclassen vil kursisterne desuden blive præsenteret for ny viden, så træningen retter sig mod særligt udfordrende temaer i behandlerens hverdag. Temaerne er skam, sorg, destruktiv adfærd, egne ressourcer og selvmord. Der vil således være konkret terapeutisk træning i de mentaliseringsbaserede interventionsmodellers anvendelse i forhold til de nævnte temaer.

Form

  • Der veksles mellem undervisning og øvelser. I undervisningen illustreres teorien med cases og eksemplificeringer.
  • Efter dag 2 og 4 vil der være hjemmeopgaver for kursisterne til de næste kursusmoduler.

Målgruppe

  • Efteruddannelsen henvender sig til pædagoger, lærere, socialrådgivere, psykologer, familiebehandlere og andre, der arbejder med udsatte børn, unge og voksne, som tidligere har deltaget på én eller flere af Center for Mentaliserings kurser.

Efteruddannelsesbevis

  • Ved uddannelsens afslutning udleveres kursusbevis.

Datoer

  • Efteruddannelsen løber fra april til juni 2020.
  • Dag 1 og 2: d. 27.-28. april 2020
  • Dag 3 og 4: d. 27.-28. maj 2020
  • Dag 5: d. 10. juni 2020

Klokkeslæt

  • Alle dage fra 9:00-15:00

Pris

  • 9.500 kr. ekskl. moms
  • Prisen er inkl. forplejning.

Sted

  • I lokaler i Aarhus C i gåafstand til banegården
  • Rosenkrantzgade 31, 2. tv.
  • 8000 Aarhus C

Tilmeldingsfrist

  • 13. april 2020

Kontakt

Tilmeld dig her

Program

Dag 1: Sikkerhed og skam
v. underviser Mette Mørk Nielsen

STORM-modellen bliver genbesøgt med fokus på ramme-elementet Sikkerhed.
Dagens tema er skam.

  • Skam er en smertefuld følelse af at være forkert
  • Skadelig skam bliver til i relationer, når vi udsættes for mange mislykkede kommunikationsspil.
  • Skam kan kun heles i relationer ved, at vi mødes nærværende og mentaliserende.
  • Skam motiverer til undgåelse af både ikke-mentaliserende og mentaliserende andre og den skamfuldes eget sind.
  • Den mentaliserende indstilling er derfor det vigtigste og det sværeste i mødet med skamfulde klienter.

Fokus for dagen vil være at skabe sikkerhed i behandlingsrelationen via den mentaliserende grundindstilling.

Vi vil på dagen træne ÅBENT-indstillingens fem elementer med fokus på temaet skam, og hvordan vi som behandlere kan opøve og fastholde en mentaliserende indstilling i mødet med klienter, som på én gang har mest brug for at blive mødt mentaliserende og samtidig allermindst tør indgå i et mentaliserende samspil med os.

Dag 2: Traumer og sorg
v. underviser Mette Gundersen

STORM-modellen bliver genbesøgt med fokus på ramme-elementet Tænk Traumer.
Dagens tema er sorg.

  • At arbejde med mennesker, der skal eller har mistet en eller flere nærtstående.
  • Hvordan påvirker sorg vores terapeutiske muligheder for at indgå i mentaliserende relationer
  • Hvordan skelner vi mellem sorg og traumer i den terapeutiske intervention, og hvordan arbejder vi med det?
  • Kort gennemgang af sorghistorie og moderne sorgteori
  • Hvad er kompliceret sorg?
  • Aktivering af egne tabshistorier
  • Aktivering af egne eksistentielle følelser og tanker relateret til tab og sorg

Fokus for dagen vil være, at vi gennem case-arbejde skal beskæftige os med, hvordan andres fortællinger om sorg påvirker vores eget sind og derigennem arbejde med konkret inspiration til, hvordan vi i svære situationer genvinder et ÅBENT sind, når vi mister balancen.

Efter dagens undervisning vil der være en hjemmeopgave til næste undervisningsmodul.

Dag 3: Opbyg evner og destruktiv/selvdestruktiv adfærd
v. underviser Mette Mørk Nielsen

STORM-modellen bliver genbesøgt med fokus på ramme-elementet Opbyg evner.
Dagens tema er destruktiv/selvdestruktiv adfærd.

Opsamling på hjemmeopgave.

  • Destruktiv og selvdestruktiv adfærd i et mentaliseringsperspektiv
  • Det fremmede selv i aktion
  • Overføring og modoverføring i mødet med destruktiv og selvdestruktiv adfærd
  • Tilknytningstraumer og den tabte læring
  • Opbygning af evner til at registrere, kategorisere, regulere og genkende mentale tilstande

Fokus for dagen vil være at arbejde med, hvordan vi kan bevare en mentaliserende indstilling i mødet med destruktiv og selvdestruktiv adfærd og støtte børn, unge og voksne i at opbygge de evner, som de har brug for for at mestre deres liv og relationer på en livsfremmende måde. Vi kommer til at træne den konkrete anvendelse af mentaliseringsbaserede modeller såsom interventionsspektrum, kædeanalyse og kriseplan. Vi vil tillige inddrage og træne kropslige interventioner med udgangspunkt i tolerancevinduet.

Dag 4: Ressourcer og egne ressourcer
v. underviser Anja Hareskov Jensen

STORM-modellen bliver genbesøgt med fokus på ramme-elementet Ressourcer
Dagens tema er balancen mellem udfordringer og ressourcer.

  • Balanceringen mellem udfordringer og ressourcer. Den horisontale vippe.
  • Jo flere udfordringer, jo større behov for fokus på ressourcer – og jo vanskeligere er det som regel
  • Almindelige samt tidstypiske udfordringer. som kræver øget ressourcefokusering for os. der arbejder med udsatte børn, unge og voksne
  • Forskellige former for ubalance i forhold til de forskellige mentaliseringsdimensioner – og måder at arbejde på at skabe mere balance igen
  • Udsattes udfordringer i forhold til at have og bevare et ressourcefokuseret blik på sig selv – og hvordan vi hjælper dem

Fokus for dagen vil mest af alt være at arbejde med os selv – at forstå, hvornår vi mister balancen, og hvordan vi genfinder den. Få øje på, hvad der i særdeleshed udfordrer os, og hvordan vi kan skabe ressourcer til at kunne stå i disse udfordringer ved at være mere bevidste og mentaliserende i forhold til os selv.  Vi vil blandt andet træne anvendelsen af triggeranalysen, selvværdsskjoldet, meditation og skemaerne til analyse af egen mentalisering og refleksion.

Efter dagens undervisning vil der være en hjemmeopgave til næste undervisningsmodul.

Dag 5 Mentalisering- når det er særligt udfordrende- fokus på selvmord
v. underviser Janne Østergaard Hagelquist, Anja Hareskov Jensen og Mette Mørk Nielsen

STORM-modellen bliver genbesøgt med fokus på ramme-elementet Mentalisering
Dagens tema er selvmord.

Opsamling på hjemmeopgave.

  • Introduktion til forståelse og behandling af selvmord
  • Vanskeligheder med at forstå selvmord står ofte i vejen for at mentalisere både de efterladte og den selvmordstruede
  • Hvorfor begår mennesker selvmord? Hvilke faktorer skal man være opmærksom på?
  • Betydningen af egenrefleksion i mødet med selvmordstruede og deres pårørende

Fokus for dagen vil være på, hvordan man arbejder mentaliserende med selvmordstruede. Vi vil på dagen træne den konkrete anvendelse af mentaliseringsbaserede modeller, som er særlig relevante i mødet med selvmordstruede og deres pårørende, ligesom den professionelles egen sikkerhed og mulighed for at finde ro med arbejdet vil være i fokus.

Slutteligt vil der være opsamling og afrunding på efteruddannelsen.

Der tages forbehold for ændringer i programmet, som ikke påvirker det samlede udbytte af efteruddannelsen.

Undervisere

Janne Østergaard Hagelquist er autoriseret psykolog og godkendt som specialist i børnepsykologi og supervision. Hun arbejder med behandling af børn, unge og familier, hvor der har været omsorgssvigt, overgreb og/eller vold. Janne er grundlægger af Center for Mentalisering, som har til formål at udbrede viden om mentalisering og anvendelsen af mentaliseringsbaseret behandling i arbejdet med udsatte børn, unge og voksne. Janne er forfatter og medforfatter til flere bøger, herunder ”Mentalisering i mødet med udsatte børn” (2012), ”Mentalisering i pædagogik og terapi” (2014), “Mentaliseringsguiden” (2015), “Mentalisering i organisationen” (2016) og senest “Mentalisering i familien” (2017).

Mette Mørk Nielsen er BA i filosofi og psykoterapeut. Hun har i en årerække arbejdet med behandling til traumatiserede og omsorgssvigtede børn, unge og deres familier i kommunalt regi. Mette har desuden erfaring i at undervise kommende sundhedsprofessionelle i almen psykologi kommunikation og etik, samt i projektledelse.
Mette har tillige en efteruddannelse i mentaliseringsbaseret terapi (MBT) fra Region Syddanmark og hun opdatere løbende sin viden inden for feltet, bl.a. med kurser ved Anna Freud Centret.
Mette er optaget af, hvordan vi kan understøtte og fremme mentaliseringsevnen i familierelationer præget af tilknytningstraumer, samt hos sårbare unge i deres ofte vanskelige overgang til voksenlivet.

Anja Hareskov Jensen er autoriseret psykolog og specialist i psykoterapi for voksne samt i supervision. Hun er endvidere videreuddannet indenfor kognitiv adfærdsterapi, kropsorienteret psykodynamisk terapi, narrativ eksponeringsterapi, eye movement and desensitization (EMDR) og acceptance and commitment therapy (ACT).
Anja har erfaring med psykoterapi i forhold til klienter med psykiatriske lidelser såsom depression, angst, psykoser og personlighedsforstyrrelser, ligesom hun har viden om funktionelle lidelser. Arbejdsrelaterede problematikker såsom stress, samarbejde og ledelse har hun beskæftiget sig med i forbindelse med ansættelse i virksomheder, der beskæftiger sig med arbejdsmiljø.

Mette Gundersen er autoriseret cand. psych. Hun har de sidste to år arbejdet som privatpraktiserende psykolog med speciale indenfor traumer og sorg. Hun arbejder både med voksne, børn og familier, som på den ene eller anden måde har fået sorg tæt på livet gennem kritisk sygdom, død eller andre traumatiserende oplevelser.
Mette er særligt optaget af, hvordan vores mentalisering påvirkes ved alvorlig sygdom og tab  – både hos professionelle, patienter og pårørende – og herunder, hvordan vi som professionelle kan støtte mulighed for mentaliserende samspil i de relationer vi møder og selv indgår i, i arbejdet med kritisk sygdom og sorg.