Mentalisering og ADHD
ADHD er en neurologisk udviklingsforstyrrelse, der påvirker opmærksomhed, impulskontrol og hyperaktivitet. For mange med ADHD kan evnen til at mentalisere – dvs. at forstå og fortolke egne og andres tanker, følelser og intentioner – være en udfordring. Mentalisering er afgørende for sociale relationer, og derfor er det vigtigt at forstå, hvordan det at have en ADHD diagnose kan påvirke denne evne.
Eksempel: Gruppearbejde i dansk
Jakob, som har ADHD, sidder sammen med sine klassekammerater og laver gruppearbejde i dansk. Opgaven går ud på, at eleverne i fællesskab skal skabe en kort billedbog med både tekst og illustrationer. De har fået at vide, at det er vigtigt at lytte til hinanden og give plads til forskellige idéer.
Jakob har en rigtig god idé til billedbogen og afbryder ivrigt de andre for at dele den. Da gruppen skal til at skrive idéerne ned, får Jakob øje på en stol i rummet, som mangler sædet. Han griner og siger, at den ligner et toilet, og sætter sig på den, så den sidder fast på numsen. Han fjoller rundt med stolen, og selvom de andre siger, at de nu skal fokusere på opgaven, virker det som om, Jakob har mistet interessen.
Efterfølgende bliver Jakob forvirret over, at de andre børn virker irriterede og ikke vil lege med ham i frikvarteret. Han synes, det er uretfærdigt og bliver vred.
Jakobs lærer, Peter, taler med ham om situationen. Peter anerkender, at Jakob havde gode intentioner og kom med en spændende idé. Samtidig forklarer han, at de andre børn måske følte, at der ikke var plads til deres idéer, og at Jakobs fjolleri med stolen forstyrrede gruppens arbejde.
Sammen reflekterer de over, hvad der skete, og aftaler, at Jakob næste gang vil øve sig i at dele sine gode idéer på en måde, hvor der også er plads til de andre i gruppen. De taler også om, hvordan Jakob kan holde fokus og tage små pauser, hvis han har brug for det – uden at forstyrre de andre.
Kan mennesker med ADHD mentalisere?
Ja! Mennesker med ADHD kan mentalisere. Har man udfordringer med opmærksomhed, impulskontrol og emotionsregulering, kan det dog gøre processen mere kompleks.
Husk: Mennesker med ADHD er forskellige, og deres evner til mentalisering varierer betydeligt fra person til person. ADHD er ikke en begrænsning for empati, social forståelse eller evnen til at skabe gode relationer, men det kan indebære ekstra udfordringer.
Hvad er de typiske mentaliseringsvanskeligheder hos mennesker med ADHD?
Mennesker med ADHD kan opleve følgende udfordringer i forhold til mentalisering:
- Impulsivitet: Har man tendens til at handle hurtigt og instinktivt, kan det være svært at nå at forudse, hvordan andre vil reagere. For eksempel kan en impulsiv kommentar virke sårende, selvom det ikke var hensigten.
- Opmærksomhedsudfordringer: Vanskeligheder med at holde fokus kan gøre det svært at opfange subtile sociale signaler som kropssprog, tonefald eller pauser i samtalen. Eksempelvis kommer man måske i sin iver til at tale ”hen over hovedet” på andre, uden at opfatte, at de er stået af i samtalen.
- Emotionel reaktivitet: Stærke følelsesmæssige reaktioner kan overskygge evnen til at forstå andres følelser og intentioner, især i stressede situationer.
- Tendens til at blive fanget i egne tanker: Har man tendens til hyperfokus og at blive meget optaget af egne tanker og bekymringer, kan det være svært samtidig at være opmærksom på, hvad andre tænker eller føler.
- Problemer med at huske detaljer: Mentalisering kræver ofte, at man husker tidligere interaktioner eller kontekst. Har man udfordringer med arbejdshukommelsen, kan det at mentalisere derfor være vanskeligt.
Opsummering: ADHD og mentalisering
Mentalisering kan være en udfordring for personer med ADHD, især på grund af vanskeligheder med impulskontrol, opmærksomhed og følelsesregulering. Selvom ADHD kan gøre det sværere at forstå og reflektere over egne og andres tanker og følelser, betyder det ikke, at det er umuligt. Med støtte, forståelse og strategier kan personer med ADHD udvikle deres mentaliseringsevne og navigere mere sikkert i sociale relationer.
Vil du vide mere?
Se videokurset: Mentalisering og ADHD
I vores bog “Mentalisering i skolen” er der mange redskaber, der kan bruges i arbejdet med børn og unge med ADHD.


