Tilknytningsteori, epistemisk tillid og relationel fleksibilitet i arbejdet med børn og unge
Tilknytningsteori i omsorgsarbejde med børn og unge
Tilknytningsteori har gennem årtier bidraget med vigtige forståelser af, hvordan børn udvikler tryghed i relationer, og hvorledes faste, vedvarende voksne kan fungere som en afgørende beskyttelsesfaktor for børn, der ikke tidligere har haft mulighed for at etablere tryg tilknytning (Bowlby, 1988; Dozier et al., 2014; Zeanah et al., 2005). Denne viden har haft stor betydning for organisering af relationer i arbejdet med børn – og ikke mindst udsatte børn – blandt andet via fokus på kontaktpersonordninger og klare rollefordelinger. Spørgsmålet er imidlertid, om en stærk fastholdelse af disse rollefordelinger i nogle tilfælde kan komme til at stå i vejen for den omsorg, barnet har allermest brug for her og nu? Og risikerer vi i forsøget på at beskytte barnet mod fremtidige brud at overse det, der i øjeblikket er barnets vigtigste beskyttelsesfaktor – det nære menneskelige møde?
Kontinuitet som beskyttelse og potentiel barriere
En central del af organiseringen i arbejdet med børn og unge, for eksempel på børne- og ungehjem, er kontaktpersonordninger, hvor barnet tilknyttes én eller få primære voksne, som har et særligt ansvar for barnets trivsel, udvikling og kontakt til øvrige professionelle og netværk. Kontaktpersonen varetager ofte opgaver som samtaler med barnet, forældrekontakt, handleplansarbejde og koordinering med skole, myndigheder og andre samarbejdspartnere. Formålet med denne struktur er at sikre barnet en vedvarende relation, der kan fungere som en tryg base i hverdagen. Samtidig indebærer organiseringen en tydelig rollefordeling blandt medarbejderne, hvor det af hensyn til barnet er aftalt, hvem der yder omsorg og går ind i særligt nære relationer med barnet. Intentionen er at mindske risikoen for forvirring og nye relationelle brud (Socialstyrelsen, 2019).
Hverdagen i omsorgsarbejdet med børn og unge er imidlertid også kendetegnet ved vilkår, som udfordrer idealet om kontinuitet. Skiftende vagter, vikaransættelser, sygdom og personaleudskiftning betyder, at børn og unge i praksis møder mange forskellige voksne. Samtidig opstår der løbende situationer, hvor behovet for omsorg, regulering og følelsesmæssig støtte opstår akut og uafhængigt af, hvem der formelt er udpeget som kontaktperson. Denne organisering skaber således et vilkår, hvor professionelle kontinuerligt må navigere mellem strukturelle rammer og barnets eller den unges aktuelle behov. I netop dette krydsfelt mellem organisatorisk kontinuitet og relationelt nærvær opstår der dilemmaer om, hvem der træder til, hvornår, og hvordan omsorg bedst gives i praksis.
Eksempel; Når omsorg ikke kan vente – Maren 8 år
Maren bor på et børne- og ungehjem, hvor hun har to primære pædagoger; Lise og Leif. Hele weekenden har Maren glædet sig til, at hendes mor skal besøge hende lørdag eftermiddag. Maren har gjort sit værelse fint, købt cookies og tegnet små billeder af besøget. Maren har i løbet af dagen været sammen med Lukas, der er vikar på børne- og ungehjemmet. Maren fortæller stolt Lukas om, hvor sød og kærlig hendes mor er. Morens besøg er aftalt til klokken 15. Maren står klar ved vinduet, men tiden går, og moren kommer ikke. Klokken 16 går Maren ind på sit værelse og smækker døren. Lukas hører hende hulke bag døren. Han vil gå ind for at trøste Maren, hvortil en kollega nævner, at han skal huske at holde fysisk afstand, fordi han ikke er Marens kontaktpædagog. Kollegaen påpeger, at for meget nærhed skaber forvirring og risiko for nye skuffelser, eftersom vikaren ikke er en vedvarende figur i Marens liv.
Lukas taler med Maren og forsøger at validere samt regulere hendes følelser. Efter en rum tid falder Maren til ro. Hun rækker ud efter et kram og vil sidde på Lukas’ skød. Lukas kommer i tanke om kollegaens bemærkning og fortæller Maren, at det er Lise og Leif, der er hendes tætte voksne, hvorfor hun må kramme dem. Lukas mærker en fortvivlelse og har vanskeligt ved ikke at opfylde Marens behov for nærhed. Det hjælper ham dog at vide, at Lise og Leif er tilbage på arbejde om mandagen. Da Lukas senere på ugen kommer på arbejde, får han at vide, at både Lise og Leif er ramt af sygdom. Lukas får ondt i maven ved tanken om, at Maren ikke har fået den nærhed, hun efterspurgte, og han kommer i tvivl om, hvorvidt det var det rigtige, han gjorde.
Mentalisering, tilknytning og epistemisk tillid
Børn med en utryg tilknytning har ofte erfaringer med afbrudte eller uforudsigelige relationer. Deres nervesystemer er særligt følsomme over for nærvær, kontakt og følelsesmæssig afstemning. Når en voksen træder til i en situation, hvor barnet har det vanskeligt, styrker den voksnes tilstedeværelse barnets mulighed for følelsesmæssig regulering og udvikling af epistemisk tillid. Epistemisk tillid handler om åbenhed og parathed til at modtage viden, der opleves som personligt relevant og af generel betydning (Bateman og Fonagy, 2019). Børn opbygger denne tillid, når de oplever, at de møder voksne, der er optagede af deres mentale tilstande, har en velvillig intention og er til at stole på. For børn, hvis tidlige omsorgspersoner har været utilgængelige eller upålidelige, kan det tage lang tid at opbygge epistemisk tillid. Børn med disse erfaringer vil ofte være præget af hyperårvågenhed, som står i vejen for udvikling og læring i relationer.
Teorien om epistemisk tillid bygger på en forståelse af, at det ikke altid er muligt at ændre grundlæggende tilknytningsmønstre. Derimod kan barnet hjælpes til gradvist at opbygge epistemisk tillid. Det er ikke muligt at bestemme, hvem barnet får tillid til, men når døren til tillid først åbnes, kan den åbnes over for andre.
Omsorg, relationer og hvornår børn har allermest brug for dem
Som Maren-eksemplet illustrerer, opstår børns behov for omsorg ofte akut og i situationer præget af intense følelser. I sådanne øjeblikke er barnets nervesystem i høj-alarm, og behovet for følelsesmæssig regulering, spejling og nærvær er særligt udtalt. Når den voksne, der er til stede i situationen, afholder sig fra at træde ind i relationen af hensyn til formelle rollefordelinger, risikerer barnet at stå alene med følelser, som det endnu ikke har forudsætninger for selv at håndtere.
Mentaliseringsbaseret teori peger på, at netop disse mødeøjeblikke har afgørende betydning for barnets oplevelse af sig selv og andre. Som det beskrives i bogen Mentalisering i mødet med udsatte børn og unge (Hagelquist, 2022), er det ikke de perfekte eller ideelle relationelle betingelser, der skaber udvikling, men derimod de konkrete møder, hvor barnet oplever at blive set og forstået i sine følelsesmæssige reaktioner – også selvom relationen ikke er varig. Disse øjeblikke bliver en del af barnets indre erfaring med voksne og systemet som helhed.
Denne forståelse understøttes af både praksisfortællinger og forskning. I TABUKA fremhæver et tidligere anbragt barn, at positive relationer er altafgørende, selvom relationerne ophører igen (Nielsen, 2005). Tilsvarende peger traumeforskning på, at selv korte, men ægte omsorgsfulde møder kan have regulerende og helende betydning for børn, hvis nervesystem er præget af tidlige svigt (Perry & Szalavitz, 2011).
Omsorg kan således ikke altid udskydes til den “rigtige” voksen eller det “rigtige” tidspunkt. Når professionelle tør være til stede i barnets svære øjeblikke – også når relationen ikke er formelt udpeget – bidrager de til barnets oplevelser af, at voksne er tilgængelige, velvillige og til at stole på. Det udgør et centralt fundament for barnets mulighed for følelsesmæssig regulering, udvikling af tillid og relationer.
Andre eksempler fra praksis
En medhjælper i en børnehave får en særlig kontakt med en lille pige, som har oplevet mange svigt. Det var oprindeligt fastlagt, at en pædagog på stuen skulle være pigens primære kontaktperson. Da pædagogen ser den relation, der opstår mellem medhjælperen og pigen, giver hun plads til denne kontakt. I en periode ønsker pigen kun at blive taget imod af medhjælperen. Pædagogen og medhjælperen arbejder sammen, så pigen langsomt får gode erfaringer med at blive taget imod af andre voksne. Da medhjælperen opsiger sit job, har pigen opbygget tryghed ved institutionen og har tillid til flere voksne.
En dreng med autisme starter på en specialskole. I begyndelsen ønsker han ikke at tale med de voksne. De fagprofessionelle er på forhånd orienteret om, at han er meget selektiv i sine relationer. En erfaren lærer med stor viden om autisme gør en målrettet indsats for at skabe kontakt, dog uden held. Det viser sig derimod, at drengen er opsøgende over for en ung vikar, der deler drengens interesse for gaming. Kollegagruppen accepterer dette, og over tid får vikaren held med at støtte drengen ind i fællesskabet.
Eksemplerne viser, at fleksibilitet har afgørende betydning for barnets udvikling af epistemisk tillid.
Afrunding
Når man arbejder med børn og unge, særligt de, der befinder sig i udsatte positioner, er det vigtigt at være opmærksom på betydningen af at få tilbudt langvarige relationer til voksne. Det ideelle er naturligvis, at barnet ikke møder et væld af voksne, når livet er særligt udfordrende, samt at barnet ikke kontinuerligt oplever, at det knytter sig til mennesker, der forsvinder (Zeanah et al., 2005; Dozier et al., 2014). Børn og unge må dog ikke fratages relationel omsorg ud fra et ønske om at skåne barnet for relationernes afslutning. Det har langt større konsekvenser, hvis barnet oplever fravær af omsorg i situationer, hvor barnet har allermest brug for det. Midlertidige, ægte relationer er ikke skadelige – de er nødvendige og et grundvilkår i ethvert liv. Det afgørende er, at de vedvarende relationer også er til stede. Børn som Maren kan ikke vente til i morgen. De kan ikke vente på deres primære pædagog. De har brug for den voksen, der er tilgængelig lige nu, og som kan rumme de store samt svære følelser.
For os at se er udfordringen således ikke at vælge mellem struktur og relation, men at skabe praksisser, hvor kontinuitet kan rumme fleksibilitet, og hvor omsorg gives, når den er mest nødvendig.
Er du interesseret i at vide mere om udsatte børn og unge?
Læs mere i bogen “Mentalisering i mødet med udsatte børn og unge” eller deltag i vores efteruddannelser: https://www.centerformentalisering.dk/efteruddannelse-kursusdage-2-2/
