PTSD hos børn og unge
Posttraumatisk stresslidelse (PTSD) betegner en række efterreaktioner, der kan opstå, når voksne, børn eller unge har oplevet eller været vidne til en overvældende, truende eller voldsom begivenhed.
Da PTSD-diagnosen oprindeligt blev udviklet, var formålet at give hjemvendte soldater fra Vietnam adgang til en officiel diagnose og dermed mulighed for at modtage forsikringsydelser, der kunne dække behandling.
Først i 1994 blev PTSD-diagnosen udvidet, så den også omfattede børn og unge, der kan rammes af lignende reaktioner efter at have oplevet voldsomme hændelser, for eksempel ulykker, vold, hospitalsindlæggelser eller dødsfald.
Det er vigtigt at kende til PTSD hos børn, fordi det kan være meget udfordrende at se bag om adfærden hos et traumatiseret barn. Barnet kan for eksempel reagere med stærk og tilsyneladende uforståelig panik eller med undgåelsesadfærd, hvis det oplever situationer, der minder om den traumatiske oplevelse. Adfærden kan også være præget af et belastet nervesystem, hvilket kan betyde, at barnet er opfarende og har svært ved at koncentrere sig.
Hvis lærere, pædagoger eller forældre er traumeinformerede – altså har viden om, hvordan traumer påvirker barnets nervesystem og adfærd – bliver det lettere at forstå barnets reaktioner som forsøg på at mestre noget, der har været overvældende. Når de voksne mentaliserer og anvender en traumeinformeret tilgang, hjælper de barnet med at regulere følelser, genvinde tillid og fremmer dermed helingen af traumet.
Eksempel
Asger på otte år har været i en trafikulykke på den tyske motorvej, da familien var på vej på sommerferie. Ved ulykken kom alle i familien alvorligt til skade. Efter sammenstødet blev der helt stille i bilen, bortset fra en underlig rallende lyd fra hans bror. Alt var kaos, og bagefter blev familien indlagt på forskellige hospitaler i Tyskland. Tilbage i Danmark har de hver især været indlagt til genoptræning. Selvom alle i familien overlevede ulykken, er der stadig meget, der ikke er, som det var før.
Asger fejler ikke noget fysisk, men han er en helt anden dreng, end han var før ferien. Han reagerer meget kraftigt på lyde og farer sammen. Han synes, at en af klassekammeraterne stønner på en måde, der gør, at han ikke kan sidde tæt på ham. Ofte gør han ikke, hvad læreren siger, og han fylder i klassen på en destruktiv måde, som er helt anderledes end den måde, han reagerede på før ulykken.
En af hans lærere får talt med ham efter en konflikt i klassen. Asger fortæller, at han ser ulykken som en film inde i hovedet og hele tiden kan høre braget fra bilerne, da de stødte sammen. Læreren er heldigvis traumeinformeret og har fokus på at skabe en tryg hverdag for Asger. Under samtalen er han opmærksom på betydningen af at lytte og hjælpe Asger med at regulere sine følelser, samtidig med at han er mentaliserende og fortæller, at Asgers reaktioner og oplevelser er normale efter det, han har været igennem.
Hvilke hændelser kan potentielt lede til PTSD?
Det er et grundlæggende diagnosekriterium for PTSD (ifølge det amerikanske diagnosesystem DSM-5), at barnet har været eksponeret for en alvorlig, truende eller livstruende hændelse (beskrevet nedenfor). Det er dog vigtigt at huske, at langt fra alle børn, der har oplevet voldsomme hændelser, udvikler PTSD, og at langt fra alle børn, der gennemlever skræmmende oplevelser, udvikler varige traumesymptomer. Hvorvidt et barn udvikler PTSD, afhænger i høj grad af barnets oplevelse af fare, den støtte, det får til at håndtere oplevelsen, og den tryghed, barnet møder efterfølgende.
Hændelser, der kan føre til PTSD – og eksempler
Direkte udsættelse for en traumatisk hændelse
At barnet i egen person har været udsat for en alvorlig, skræmmende eller potentielt livstruende situation.
- Silke bliver udsat for vold i forbindelse med, at hun bliver bestjålet af en gruppe drenge, der vil have hendes telefon på banegården.
- Theo falder ned fra en klatrevæg og kommer alvorligt til skade. Han får omfattende skader på ryg og nakke og må gennemgå flere operationer.
- Bea på to år får tarmslyng. Forløbet er ekstremt smertefuldt, og hendes forældre er bange og magtesløse. Hospitalsopholdet og operationen er akut og dramatisk, og Bea bliver blandt andet holdt fast, da hun skal have bedøvelse.
At være vidne
At barnet har været vidne til voldelige, livstruende eller alvorligt skadelige hændelser, der involverer andre mennesker.
- Maja ser sin mor blive udsat for grov vold fra en tidligere partner.
- Oskar bliver vidne til, at en mand begår selvmord på en togstation.
- William ser, at et andet barn i børnehaven kommer alvorligt til skade i en faldulykke.
Traumer hos mennesker, som barnet er i nær relation til
At barnet får kendskab til, at et nært familiemedlem eller en anden nærtstående person har været udsat for dødstrussel, alvorlig fysisk skade eller seksuel vold. I tilfælde af dødstrussel eller død skal hændelsen have været voldelig eller utilsigtet.
- Sisse hører sin storesøster fortælle om den massive vold, hun har været udsat for af sin tidligere partner. Storesøsteren gemmer sig i familiens hjem, sover på Sisses værelse og græder hver aften, mens hun viser nye truende sms’er fra gerningsmanden.
- Lauges far er bandemedlem og har brudt gruppens kodeks. Han bliver bortført og tæsket. Lauge gør sig mange tanker om, hvordan det er foregået, og frygter, at det kan ske igen.
Gentagen eller ekstrem indirekte eksponering
At barnet gentagne gange og i ekstrem grad udsættes for detaljerede beskrivelser af traumatiske hændelser, som andre har oplevet.
- Maliks storebror er en del af en bande. Malik taler med ham i telefonen, da broren bliver overfaldet af nogle unge fra en rivaliserende gruppe. Malik kan høre sin bror skrige. Senere, da broren kommer hjem, fortæller han i detaljer om overfaldet og viser sine skader. Forældrene må ikke vide noget, og Malik bærer alene på de voldsomme indtryk.
Traumeefterreaktioner hos børn og unge
Traumeefterreaktioner er hjernens naturlige måde at bearbejde og integrere en overvældende oplevelse på ved at genkalde, bearbejde og mærke de følelser, der knytter sig til traumet. Hos de fleste aftager disse reaktioner gradvist, efterhånden som hjernen finder ro og mestringsstrategier. Ved PTSD skal symptomerne vare mere end en måned, og sindet fanges her i en vedvarende, pinefuld fastlåsning i traumet – her har barnet brug for hjælp fra de voksne til at komme videre og genvinde sikkerhed.
Symptomer på PTSD
Påtrængende symptomer
- Ufrivillige, påtrængende erindringer om den traumatiske begivenhed.
- Mareridt, der relaterer sig til traumet.
- Genoplevelsesfænomener, hvor sanseindtryk (lugte, lyde, smage) gentages igen og igen – fx smagen af blod, lyden af skud eller lugten af en overgrebspersons sved eller parfume.
- Psykisk eller fysisk ubehag i situationer, der minder om traumet.
- Hos børn kan ses gentagne lege, hvor elementer fra traumet udspilles.
Undgåelse
- Forsøg på at undgå minder, tanker eller følelser, der er relateret til den traumatiske begivenhed.
- Forsøg på at undgå ydre påmindelser om traumet, fx bestemte steder, mennesker eller situationer.
Negativ ændring i tanker og følelser
- Manglende evne til at huske dele af den traumatiske begivenhed.
- Vedvarende følelse af frygt, skyld eller skam.
- Nedtrykthed, manglende glæde, tristhed eller følelsesløshed.
- Nedsat interesse for aktiviteter, som tidligere vakte glæde.
Øget fysiologisk alarmberedskab (hyperarousal)
- Irritabilitet, vredesudbrud eller hyppige raserianfald.
- Koncentrationsbesvær.
- Søvnproblemer.
- Hyperopmærksomhed og konstant beredskab over for potentielle farer.
Mentalisering i arbejdet med børn og unge med PTSD
Når et barn har været udsat for traumatiske oplevelser, påvirkes både dets nervesystem, følelsesliv og evne til at forstå sig selv og andre. Traumet skaber ofte forvirring og uforudsigelighed i barnets indre verden. Den mentaliserende voksen fungerer i denne fase som barnets ydre reguleringssystem – en, der kan hjælpe med at skabe sikkerhed, sammenhæng, mening og ro, indtil barnet igen gradvist kan genvinde sin egen evne til at regulere sig selv og forstå sine oplevelser.
Hverdagsrutinen genetableres
Når traumet har vendt verden på hovedet, kan man hjælpe barnet ved at skabe en høj grad af sikkerhed, forudsigelighed og kontrol. En tryg og overskuelig hverdag hjælper barnet med at vide, hvad der kommer, og dæmper dermed angst og uro. Forskning viser, at hverdagsrutiner virker som en psykologisk buffer, der mindsker traumerelateret stress og støtter følelsesmæssig stabilitet.
At understøtte barnets følelsesregulering
Traumatiserede børn har ofte svært ved selv at berolige overvældende følelser. Det er derfor en stor hjælp, når voksne hjælper barnet med at forstå og regulere sine følelser og gradvist støtter det tilbage til ro. I mentaliseringsteorien beskrives det, at den voksne skal være RAM: Roligere, Ansvarlig og Mentaliserende.
En samlet fortælling om traumet
Efter en voldsom hændelse kan barnet have svært ved at begribe, hvad der er sket. Det husker måske fragmenter, men mangler sprog for oplevelsen. Man kan hjælpe barnet ved at give det en klar og sammenhængende fortælling om, hvad der er sket. Fortællingen skal være sandfærdig og tilpasset barnets udviklingsniveau. Til små børn skal fortællingen være enkel og ikke overvældende. Den må gerne have en tryg afslutning, der viser, hvordan barnet blev hjulpet og beskyttet bagefter – fx:
“Bilen kom meget hurtigt, og du blev bange, da bilerne ramte hinanden. Heldigvis kom ambulancen, og der var mange, der hjalp os.”
Efterhånden som barnet vokser, kan historien udbygges med flere nuancer og forklaringer, så barnet løbende får mulighed for at stille spørgsmål, bearbejde sine oplevelser og føle sig inddraget i sin egen helingsproces.
At mentalisere barnets indre oplevelser og normalisere disse
At mentalisere betyder at se bag adfærd og være nysgerrig på, hvad der foregår i barnets sind. Mange børn med traumer forstår ikke selv, hvorfor de reagerer så stærkt. De kan opleve sig selv som forkerte eller “gået i stykker”. Det kan derfor være afgørende for barnet at møde en voksen, der kan se smerten bag reaktionerne. Når den voksne vedvarende validerer og normaliserer barnets følelser og sætter ord på reaktionerne, skabes en ramme, hvor barnet føler sig set og forstået. Det hjælper barnet til gradvist at forstå sig selv og sine reaktioner – og til at finde mere hensigtsmæssige måder at mestre svære følelser på.
Samlet set
Ved at kombinere disse fire tilgange – en tryg hverdag, støtte til følelsesregulering, en samlet fortælling og mentaliserende normalisering – hjælpes traumatiserede børn ikke blot til at overleve, men til at genvinde følelsen af tryghed, sammenhæng og mestring.
Vil du vide mere
Læs mere om traumer i bogen:
- Mentalisering i mødet med udsatte børn
Arbejder du med elever i skolen, kan du læse mere i bogen:
- Mentalisering i skolen
Arbejder du med børn i dagtilbud, kan du læse:
- Mentalisering i dagtilbud
Arbejder du med udsatte børn og unge:
- Mentaliseringsguiden
De fleste af Center for Mentaliserings efteruddannelser har fokus på traumer:
- Center for Mentalisering – Efteruddannelse / Kursusdage
Læs litteratur om traumer:
- Center for Mentalisering – Litteratur om traumer, bøger og artikler
Se vores små film om traumer:
