Bogen handler om den 14 årige kostskoleelev, Vanessa, som langsomt bliver lokket ind i et forhold med sin litteraturlærer. En klassisk fortælling om en usikker, ensom og påvirkelig teenager, der midt i udviklingsprocessen med at forstå sig selv og egen seksualitet mødes af en lærer, der erfarent misbruger sin mentaliseringsevne og langsomt nedbryder hendes grænser.   Det mest interessante ved bogen er beskrivelsen af, hvordan hendes lærer lykkes med at påvirke hende, så hun i årevis forveksler overgreb med kærlighed. Langt ind i voksenlivet bærer hun på hemmeligheden og holdes fast i forståelse af at være ”den heldige” og ”den særligt udvalgte”. Samtidig beskrives det, hvordan hun plages af en lang række andre senfølger som geniscenesættelse, skam og ensomhed.