SPØRGSMÅL OM MENTALISERING

Nedenfor kan du læse om forskellige emner som vi fra Center for mentalisering ofte bliver spurgt ind til. Hvis du har spørgsmål som du mener kunne være spændende at få svar på, er du altid velkommen til at skrive til kontakt@centerformentalisering.dk

Mentaliseringsbaseret behandling (MBT) er en behandlingstilgang, der primært fokuserer på at udvikle en persons evne til at mentalisere. Mentalisering er evnen til at forstå egne og andres mentale tilstande, tanker, følelser, ønsker og motiver, og bruge denne forståelse til at forudsige og se bag om adfærd. Det er en vigtig egenskab for sunde relationer og følelsesmæssig regulering.

Oprindeligt blev MBT blev udviklet af Anthony Bateman og Peter Fonagy til behandling af personer med emotionel ustabil personlighedsforstyrrelse (borderline personlighedsforstyrrelse). Det blev senere udvidet til at omfatte behandling i en række forskellige sammenhænge. Blandt andet i forhold til psykiatriske problemstillinger, men mentaliseringsbaseret anvendes også som pædagogiske tilgang i skoler, dagtilbud og på døgninstitutioner

I MBT arbejder den professionelle med at understøtte borgerens evne til at reflektere over deres egne og andres tanker og følelser. Dette opnås gennem en række teknikker

  1. Den professionelle møder borgeren med et ÅBENT (Åbent, Balanceret, Empatisk, Nysgerrigt og Tålmodigt) sind og er oprigtig optaget af den andens mentale tilstande
  2. Den professionelle er optaget af at se bag om adfærden og sammen men borgeren at udforske tanker og følelser i forhold til specifikke begivenheder og relationer.
  3. Mentaliseringsbaseret krisehåndtering: Den professionelle hjælper borgeren med at forstå, hvad der sker når borgeren har intense følelser og reagere uhensigtsmæssigt og støtter til at udvikle mere hensigtsmæssige måder at handle og regulere følelser på.

MBT sigter mod at hjælpe klienten med at opbygge bedre relationer, forbedre følelsesmæssig regulering og reducere destruktiv adfærd, der kan følge med en manglende evne til at forstå egne og andres følelser og motiver. Det er en evidensbaseret tilgang, der har vist sig at være nyttig for mange klienter med emotionel ustabilitet og andre psykiske lidelser.

Træning af mentalisering handler om at udvikle og forbedre evnen til at forstå og tolke andres tanker, behov, mål og grunde. Her er nogle måder, du kan træne din mentaliseringsevne:
  1. Øg bevidstheden om dine egne mentale tilstande for derigennem at blive bedre til at genkende dem i andre mennesker (egen-refleksion, mindfullness)
  2. Træn det at tage andres perspektiv og danne hypoteser om deres indre mentale tilstande (tanker, følelser, behov, mål og grunde)
  3. Vær bevidst om at møde andre med et ÅBENT sind – lytte, spørge, undersøge hypoteser og praktiser perspektivskift. Vær transparent omkring dine egne indre mentale tilstande (Hagelquist 2021).
Træning af mentaliseringsevnen foregår typisk gennem samtaleterapi og træningsøvelser, der sigter på at styrke mentaliseringsevne. Bemærk, at træning af mentalisering er en proces, der tager tid og øvelse. Vær tålmodig med dig selv og vær åben for at lære og vokse i dine relationer med andre.

Litteratur: 
Hagelquist, Janne Ø. (2021): Mentalisering i mødet med udsatte børn, København: Hans Reitzels Forlag.
Empati og mentalisering er forskellige, men relaterede begreber som begge handler om at forstå andre ud fra mentale tilstande. De to begreber adskiller  sig dog  på flere måder:
 
Empati: Empati refererer til evnen til at føle og forstå den andens følelser og perspektiver, at kunne sætte sig i den andens sko.

Mentalisering: Mentalisering er et bredere begreb, som både handler om evnen til at forstå den anden og en selv på baggrund af mentale tilstande. De mentale tilstande der er fokus på i mentalisering er både følelser, tanker, behov mål og grunde. Hvor  empati primært har fokus på følelserne hos den  anden,  har mentalisering også  fokus på  kognitive tilstande som tanker og grunde (Choi-Kain og Gunderson (2008)).

Både empati og mentalisering er vigtige for at opbygge og vedligeholde sunde relationer og forståelse for andre mennesker. Begreberne supplerer hinanden og kan bruges sammen for at opnå en mere fuldstændig og dybdegående forståelse af sig selv og andre mennesker.
 
Litteratur: 
Allen, J.G, Fonagy, P. & A. Bateman (2010). Mentalisering i klinisk praksis. København: Hans Reitzels Forlag.
Lois W Choi-Kain 1, John G Gunderson (2008): Mentalization: ontogeny, assessment, and application in the treatment of borderline personality disorder, J Psychiatry 2008 Sep;165(9):1127-35.

Det korte svar er ja – men de har udfordringer hermed.

Sammenligner man med personer, der ikke har et udviklingshandicap, kan de ikke mentalisere på samme niveau. Der er forskellige situationer, hvor de bliver særligt udfordret, men der er også noget, der tyder på, at det er muligt at fremme deres evne til at sætte sig i den andens sted. Altså at mentaliseringsevnen også hos denne målgruppe kan trænes.

Det er særligt i forhold til at mentalisere den anden, at mennesker med udviklingshandicap har udfordringer. Nogle af de situationer, hvor der ses udfordringer med mentalisering er, hvis de skal sætte sig i den andens sted i forhold til emner/kategorier, hvor de selv har en tydelig præference. Det kan eksempelvis være ved valg af mad eller, hvad man kunne ønske sig i gave. Hvis man selv er helt vildt glad for fodbold, og hele ens fritid går med fodbold på den ene eller anden vis, så vil man typisk også forestille sig, at sin ven ønsker sig fodboldting i gave. Her vurderer man den andens ønsker og præferencer ud fra sin viden om sig selv, fordi det er kategorier, hvor man har en udpræget favorit (Cobos & Castro, 2010).

Det kan også være sværere for mennesker med udviklingshandicap at mentalisere den anden, hvis en samtale bliver ekstra kompliceret. Hvis den omhandler komplicerede og indviklede holdninger og meninger. Samtidig kan en udtrætning af hjernen gøre, at mentaliseringsevnen falder (Arvigo, 2017). Dette er ikke så anderledes end hos så mange andre, men udtrætningen vil ofte ske hurtigere. Disse to faktorer hænger godt sammen med, at denne gruppe af mennesker har et generelt lavere udviklingsniveau, når det kommer til kognition.

Generelt skal man tænke, at mentaliseringsniveauet hos mennesker med udviklingshandicap svarer til deres udviklingsniveau. Selvom den biologiske alder måske er 27 år, skal man forvente en mentaliseringsevne, der matcher udviklingsalderen. I forhold til de tre former for præmentalisering, teleologisk modus, psykisk ækvivalens og forestillingsmodus vil man ofte opleve, at den udviklingshandikap fungere i et af disse, da de jo netop er tidlige former mentalisering. Så her er der ikke tale om måder at agere på når borgeren er under belastning. Derfor vil opgaven være at identificere kvaliteten og potentialet ved det modi borgeren fungere i. Og at den professionelle formår at indgå i denne mentaliseringsdynamik på en omsorgsfuld og stabiliserende måde.

Samtidig tyder det på, at det er muligt at træne mentaliseringsevnen. Dette kan man gøre ved at have fokus på at tydeliggøre forskellen på ’jeg’ og ’anden’ (Ashcroft, Jervis & Roberts, 1999)(Cobos & Castro, 2010). Ved eksemplet med fodbold, kan man eksempelvis sige ”ja, du elsker fodbold, så hvis det var din fødselsdag, så havde du helt sikkert ønsket dig fodboldting. Men din ven er jo ret glad for at høre musik, så hvad mon hun kunne ønske sig?”. På den måde hjælper man med at tydeliggøre, at forskellige mennesker har forskellige tanker, ønsker og præferencer.

Når man arbejder med mennesker med udviklingshandicap, er det utrolig meningsfuldt også at arbejde med og inddrage viden om mentalisering. Mentalisering kan hjælpe mennesket med udviklingshandicap med at forstå sig selv bedre, understøtte deres evne til at indgå i relationer med andre, og fremme deres evne til at følelsesregulere.  
Som fagperson er det desuden vigtigt også at have fokus på egen mentalisering og hele tiden at fastholde mentalisering overfor borgerne.

Samlet kan man sige at mentalisering i mødet med mennesker med udviklingshandicap er helt centralt i det daglige arbejde og i relationen til borgeren, og at det er muligt at fremme borgerens evne til at mentalisere gennem mentalisering – mentalisering avler nemlig mentalisering.  

Litteraturliste:  

  1. Ashcroft, A., Jervis, N. & Roberts, C. (1999). A Theory of Mind (TOM) and people with learnings disabilities: the effects of a training package. Journal of Applied Research in Intellectual Disabilities 12(1), 58-68

    Denne artikel er et ældre studie, der undersøger ”Theory of Mind – (ToM)” (evnen til at kunne forestille sig, hvad den anden tænker) hos voksne med udviklingshæmning. Mere specifikt med intellektuelle vanskeligheder.
    Man finder, at de har betydelige vanskeligheder med ToM. Samtidig undersøger man, om det er muligt for forsøgsgruppen at træne denne evne. Efter et 10-ugers træningsforløb sås en forbedring i evnen, og der fandtes også indikation for, at deltagerne var bedre i stand til at forestille sig, hvad den anden tænker, når det blev målt i andre omgivelser en den konkrete test- og træningsmetode. Altså at det de lærer i testsituationen, også kan bruges i andre hverdagssituationer.

  2. Schuengel, C., de Schipper, J. C., Sterkenbrug, P. S. & Kef, S. (2013). Attachment, intellectual disabilities and mental health: research, assessment and intervention. Journal of Applied Research in Intellectual Disabilities, 26, 34-46

    Artiklen gennemgår viden om tilknytning. Herunder tilknytningsadfærd, relationer, tilknytningsforstyrrelser osv. Det tyder på, at færre med udviklingshæmning har en tryg tilknytning kontra personer uden udviklingshæmning. I en undersøgelse finder man, at 50% af forsøgsdeltagerne, der alle sammen er udviklingshæmmede, har en sikker tilknytning. Hvorimod undersøgelser af personer uden udviklingshæmning finder at 61% har en tryg tilknytning.
    Når man ser på mennesker med udviklingshæmning og tilknytning, er det særligt relevant at være opmærksom på, at denne gruppe ofte bor uden for hjemmet og dermed har flere mennesker – egne forældre og personale – at skulle skabe tilknytning til.
    Det at personalet ofte har flere beboere at skulle have kontakt og tilknytning til, samt vekslende arbejdstider og personaleskifte kan gøre det vanskeligt for beboerne at skabe en ordentlig tilknytning til dem. Ofte ses vanskelig adfærd hos mennesker med udviklingshæmning som opmærksomhedssøgning, ”affektiv kontaktsøgning” og jalousi. Artiklen gennemgår, hvordan dette til dels forklares og forstås, hvis man tager udgangspunkt i tilknytningsteori – samtidig kan fokus på og arbejdet med tilknytning mellem personale og borger skabe forbedringer i den oplevede vanskelige adfærd.

  3. Baron-Cohen, S., Leslie, A. M. & Frith, U. (1985). Does the autistic child have a “theory of mind”? Cognition 21, 37-46.
    Dette er det klassiske og ældre forsøg af ”Theory of Mind” hos børn med autisme. I forsøget sammenlignes disse børn, med børn der ikke har nogen diagnose og med børn med Down’s syndrom. Man sammenligner med børnene med Down’s syndrom for at kunne udelukke, at mangelfuld ”Theory of Mind” ikke skyldes intelligensniveau. Resultaterne er, at den korrekte svarscore hos børnene uden diagnose og børnene med Down’s er nogenlunde ens – nemlig 85% og 86%. Hvorimod 80% af børnene med autisme svarede forkert.Dette forsøg indikerer altså, at børn med Down’s kan forestille sig, hvad den anden tænker, på samme måde som børn, der ikke har nogen diagnose. Det er dog værd at bemærke, at det er et af de første forsøg, der undersøger ToM hos børn med down’s syndrom, og at forsøget samtidig er af ældre dato.

  4. Arvigo, M. C. (2017). Do individuals with down syndrome understand false-belief tasks? BAOJ Pathology, 1: 005
    Artiklen beskriver forskellige forsøg, hvor man har undersøgt Theory of Mind hos personer/børn med Down’s syndrom. Det ser ud til, at disse personer er i stand til at forstå andres mentale tilstande, men kan være udfordret i det sprogligt kognitive – mere specifikt når kommunikationen bliver mere sprogligt komplekst hvad angår betydningen af den sproglige kommunikation. Her kan det være svært for dem, at forstå hvad den anden mener og tænker.Det ses desuden, at de med tiden kan blive udfordret i forhold til at fastholde opmærksomheden omkring andres mentale tilstande i takt med at et forsøg udfoldes. Altså at de udtrættes og i takt med dette falder deres evne til ToM.

  5. Cobos, F. J. M. & Castro, M. C. A. (2010). Theory of mind in young people with down’s syndrome. International journal of psychology and psychological therapy 10(3), 363-385
    Denne artikel undersøger Theory of Mind hos personer med down’s syndrom. De har ofte vanskeligheder med ToM. I forsøget i artiklen undersøger man specifikt, om de kan vurdere, hvilke præferencer den anden har. Forsøget er delt i to, hvor forsøgsdeltagerne i første del skal vurdere, hvad en anden har af præferencer, ved forinden at se hvad denne vil vælge ud af fire mulige valgmuligheder. Når deltagerne dernæst bliver bedt om at vælge, hvad personen har af præference, svarer de ofte forkert. Anden del af forsøget foregår på samme måde. Her bliver der dog tilføjet et element. Elementet indebærer, at der skabes en tydelig forskel og forklaring på jeg/anden. Dette resulterer i, at deltagerne i de fleste tilfælde svarer korrekt.

    Dette viser, at det er nemmere for personer med udviklingshæmning at sætte sig i en andens sted, hvis der skabes en tydelige opdeling mellem egne præferencer og den andens præferencer. Samt at hvis de har erfaring med at den anden ikke nødvendigvis har samme præferencer som en selv, så er det nemmere for dem at sætte sig i den andens sted.

 

Ja! Mennesker med autisme kan mentalisere, men ét af kernesymptomerne ved autismediagnosen er udfordringer med forestillingsevnen, og derfor har mennesker med autisme ofte store vanskeligheder med mentalisering. En stor del af mentalisering handler netop om, at kunne gøre sig forestillinger om både sine egne og andres mentale tilstande. 
Mennesker med autisme har ofte en asymmetrisk profil i forhold til de fire mentaliseringsbalancer. I mentaliseringsbalancerne er de hovedsageligt i kognition end i følelser. I selv end i den anden. I det ydre end det indre og i kontrolleret end i automatisk mentalisering. 
Fordi der ofte er en gennemgående asymmetri i mentaliseringsbalancerne, foregår mentaliseringsprocessen langsommere end hos neurotypiske. Derfor er det, for mennesker med autisme, ofte krævende, at mentalisere og de udtrættes hurtigere. 
Har du mødt et menneske med autisme, har du mødt ét menneske med autisme. Det er en god måde at huske det faktum, at mennesker med autisme er forskellige og derfor også forskellige i forhold til deres evne til  mentalisering.
Mennesker med autisme har udfordringer med forestillingsevnen og derfor også mentaliseringsevnen. Udfordringerne består i, at forestille sig, både sine egne og andres mentale tilstande som tanker, følelser, behov og intentioner, og på den måde forstå sin egen og andres adfærd. De typiske mentaliseringsudfordringer mennesker med autisme oplever er: 

  • Udfordringer med at forudse andres opførsel og forstå de intentioner og motiver, der ligger bag andres adfærd.

  • Udfordringer med at forklare egen og andres adfærd og forstå, hvordan andre opfatter den.

  • Udfordringer med at forstå den mellemmenneskelige interaktion grundet vanskeligheder med at forestille sig andres tanker og følelser.

En gennemgribende vanskelighed hos mennesker med autisme, er at de hovedsageligt befinder sig i den kontrolleret mentaliseringsbalance. Det betyder, at de som oftest er langsommere i mentaliseringsprocessen og mentalisere med en forsinkelse.

Ja – som fagprofessionel kan du træne mennesker med autismes mentaliseringsevne. Mentalisering kan udvikles gennem hele livet, også for mennesker med autisme som på grund af autismediagnosen er for-udfordret. Mennesker med autisme har derfor i højere grad brug for at blive mødt mentaliserende, og jo mere mentaliserende vi som fagprofessionelle møder disse mennesker, desto mere trænes deres mentaliseringsevne. Mentalisering avler mentalisering. 

At arbejde med traumer i forhold til gravide er dilemmafyldt. Hos en del kvinder påvirker deres PTSD deres forhold til fødsel og kommende barn, mens andre kvinder udvikler PTSD reaktioner under graviditeten. Dette kan dels skyldes, at mange gravide undgår at tage medicin mod angst, depressioner mm. – dels at de netop bliver stressede i forbindelse med graviditeten. Den øgede forekomst af PTSD skyldes formodentlig også en naturlig parathed til at forholde sig til tidligere spøgelser og engle i børneværelset. (Center for Women’s Mental Health 2011, Stern 2004). Endvidere peger forskning på, at ubehandlede PTSD-symptomer kan have betydning for en kvindes evne til ”at bonde” med sit barn (Liotti, 1992; Madrid, Skolek, & Shapiro, 2006, Parfitt & Ayers, 2009). Modsat er der bekymringer for om PTSD-behandling kan forøge stress hos den gravide især da der er solid forskning, der peger på, at den gravide kvindes stress påvirker det ufødte barn (Dybvad 2019).

Ved et hurtigt overblik over litteraturen er der i den forskning, der umiddelbart træder frem, faktisk en del eksempler på vellykket behandling af gravide kvinder med PTSD. Dette ses endda med behandlingsmetoder, der potentielt kan være stressfremkaldende EMDR, (Stramrood et al. 2012) kognitiv terapi (Lilliecreutz et al. 2010) og Prolonged Exposure terapi (Arch et al. 2012). I disse artikler argumenteres der for en positiv virkning af behandlingen, såvel som tanken om ”hellere behandling med risiko for forøget stress end ingen behandling”.

I mentaliseringsteorien ses traumer som ”oplevelsen af gentagne gange at blive ladt psykologisk alene i uudholdelige emotionelle tilstande” (Allen, 2014). Det betyder, at der i denne teoriramme vil blive lagt stor vægt på at være imødekommende og åben overfor en gravid kvinde, der selv ønsker at forholde sig til sin traumehistorik, da undgåelse heraf ville føre kvinden tilbage at være alene med uudholdelige emotionelle tilstande. I “Minding the baby”, der er et evidensbaseret mentaliseringsprogram for gravide og småbørnsmødre, er en af interventionerne at forholde sig til både spøgelser og engle i børneværelset. Det vil sige både den gravide kvindes traumehistorik og historier med gode omsorgsgivere (Webb 2010).

Det har ikke været muligt ud fra denne litteraturgennemgang at finde forskning, der peger på, at traumebehandling skulle være direkte skadelig for gravide kvinder. Men der er bred opbakning om, at man i traumebehandlingen bør fokusere på sikkerhed, psykoedukation og normalisering af traumesymptomer. Der lægges endvidere vægt på, at de gravide kvinder møder traumeinformeret personale, og at behandlingen indeholder selvreguleringsstrategier (Torchalla et al 2015).

I forhold til den potentielle forøgede stress ved behandling må der hele tiden tænkes på, at der er to sind i behandling – den gravide kvinde og det lille foster. Derfor må der i denne behandling i forhold til almindelig traumebehandling hele tiden være et øget fokus på stressregulering. Endvidere bør man hele tiden overveje, om den gravide kvinde med PTSD har tendens til at blive psykotisk eller dissociere (Forgash et al 2013). Der lægges i litteraturen også vægt på overvejelser om kvindens sikkerhedssituation og netværk. Herunder særlige forsigtighedsforanstaltninger med traumebehandling i forhold til kvinder med betydelig mangel på social støtte, det vil sige manglende partner eller konfliktfyldt parforhold og/eller svagt familiært eller relationelt netværk.

Litteraturliste

Det korte svar er, at gøres det på en mentaliserende og omsorgsfuld måde, så er det ikke retraumatiserende.

For dem med traumehistorie kan det for nogle opleves lidt stressende, men ikke i så høj grad, at de ikke giver udtryk for, at det har været positivt at være blevet spurgt. 

Litteratur:

  1. Does it hurt to ask? A meta-analysis of participant reactions to trauma research.
    Dette studie er den første metaanalyse, der undersøgte voksnes reaktioner på at deltage i en traumerelateret undersøgelse. I metaanalysen er 70 samples med i alt 73959 deltagere inkluderet. Studiet undersøgte voksne deltageres reaktioner på spørgsmål om traumer. Resultaterne viste, at selvom spørgsmål om traumer kan føre til umiddelbar lav til moderat utilpashed/stress, er dette ikke ekstremt. Utilpasheden/stressen er større for deltagere med en traumehistorie eller PTSD end deltagere uden. Men deltagerne oplever generelt, at det er mere positivt at deltage og fortryder ikke deltagelse, også selvom de har en traumehistorie eller PTSD. Der fandtes ikke signifikante forskelle i køn. Disse fund understøtter, at man kan fortsætte med at lave traumerelateret forskning uden at skade deltagerne.

    Jaffe, A. E., DiLillo, D., Hoffman, L., Haikalis, M., & Dykstra, R. E. (2015). Does it hurt to ask? A meta-analysis of participant reactions to trauma research. Clinical Psychology Review, 40, 40-56. doi:http://dx.doi.org.ez.statsbiblioteket.dk:2048/10.1016/j.cpr.2015.05.004. 

  2. Reported Levels of Upset in Youth After Routine Trauma Screening at Mental Health Clinics.
    Dette studie undersøgte spørgsmålet om, hvorvidt rutinemæssig traumescreening i klinikker for mental sundhed kan virke oprivende på børn og unge. Studiet inkluderede 10157 unge i alderen 6-18 år fra Norge. I samplet reporterede 8021 deltagere (79,1%), at de havde været udsat for mindst en potentiel traumatiserende begivenhed. 6942 deltagere (68,4%) rapporterede ingen eller lavt

    niveau af oprevethed, når de blev spurgt til traumer, 2757 deltagere (27,2%) rapporterede moderat niveau af oprevethed og 453 deltagere (4,5%) rapporterede højt niveau af oprevethed, når de blev spurgt til traumer. Børn og unge, der havde været udsat for et traume, rapporterede signifikant højere grad af oprevethed end børn og unge, der ikke havde været udsat for traumer. I gruppen, der havde været udsat for traumer, rapporterede 63,5% minimal niveau af oprevethed, mens det for deltagere, der ikke havde været udsat for traumer, var 86,5%. På baggrund af disse resultater anbefales der derfor rutinemæssig screening for traumer i klinikker for mental sundhed. Men selvom de fleste deltagere ikke finder spørgsmålene særlig oprivende, oplever nogle børn og unge nogen stress ved spørgsmålene og det er derfor vigtigt, at terapeuten er opmærksom og støttende, når det gør sig gældende. 

    Skar AS, Ormhaug SM, Jensen TK. Reported Levels of Upset in Youth After Routine Trauma Screening at Mental Health Clinics. JAMA Netw Open. 2019;2(5):e194003. doi:10.1001/jamanetworkopen.2019.4003

Det korte svar er: Ja det er der noget, der tyder på. Læs mere i følgende artikler. 

  • Brown, J.: Father-Absent Homes: Implications for Criminal Justice and Mental Health Professionals. https://www.mnpsych.org/index.php%3Foption%3Dcom_dailyplanetblog%26view%3Dentry%26category%3Dindustry%2520news%26id%3D54:En høj procentdel af bandemedlemmer er vokset op i et hjem uden en far (Davidson, 1990), muligvis resulterende i et behov for en følelse af at høre til. At opnå følelsen af at høre til er et vigtigt element for alle mennesker. Ved medlemskab i en bande kan unge finde en følelse af accept og at høre til et samfund. I tillæg kan bandelederen udfylde faderrollen, hvilket ofte får medlemmerne til at opføre sig ligesom bandelederen (Leving, 2009). Det at have en far i barnets liv reducerer risikoen for at barnet tilslutter sig en bande markant (Leving, 2012).
  • Leving, J. (2009, March 5). Absent fathers & youth violence.
    http://divorcemagazine.wordpress.com/2009/03/05/absent-fathers-youth-violence
    Fravær af en far er den stærkeste enkelte prædiktor for, at et barn vil vokse op og blive voldelig eller offer for vold. Når unge drenge ikke har en faderfigur i deres liv, tilslutter de sig ofte bander for at udfylde tomheden og bruger bandelederne til at udfylde tomrummet fra den manglende far i deres liv.
  • Dansk rapport fra 2012:
    https://www.ft.dk/samling/20121/almdel/reu/bilag/91/1183871.pdf 
    Ifølge det kriminalpræventive råd, fødes bandemedlemmerne i forhold til gennemsnitsdanskeren af yngre forældre, der har lavere uddannelse og lavere beskæftigelsesgrad og gennemsnitsindkomst. Bandemedlemmernes forældre har desuden haft markant mere kontakt med det psykiatriske system og er i langt højere grad end gennemsnitsforældre blevet dømt for lovovertrædelser. Bandemedlemmer har ofte oplevet, at en forælder er død inden de fyldte 15 år. Bandemedlemmerne har desuden oplevet flere brud i familien og i langt højere grad end andre været anbragt uden for hjemmet.

Det korte svar er: Det er skadeligt. I feltet omkring udsatte børn hører man ofte om holding terapi hvor man fastholder et barn der oplever intense følelser ud fra tanken om at dette skulle være behandlende, Den seneste artikel  om holding er fra 2014 og der konkluderes at beviserne for effekten af holding terapi ikke kan understøttes og at holding terapi potential er skadelig for børn. Der er øjensynligt ikke nogen der siden har fundet grund til at undersøge om denne tilgang skulle være virksom hvorfor det er vigtig at man holder op med at bruge tilgange I pædagogik med traumatiserede børn. 

Litteratur: 

  1. Holding therapy and dyadic developmental psychotherapy are not supported and acceptable social work interventions: A systematic research synthesis revisited.
    I denne artikel kigges der på forskningsmaterialet  vedrørende holding, der diskuteres en nyligt systematisk forskningssammenfatning af Craven og Lee. Forfatterne finder frem til, at to af de interventioner for plejebørn som Craven og Lee diskuterer, fejlagtigt klassificeres som støttet af forskningen om virkningsfuldhed. De finder desuden, at holding terapi, har vist sig at være potentiel fysisk skadelig til børn.

    Reference: Pignotti, M., & Mercer, J. (2007). Holding therapy and dyadic developmental psychotherapy are not supported and acceptable social work interventions: A systematic research synthesis revisited. Research on Social Work Practice, 17(4), 513-519. 

  2. A harmful alternative mental health intervention. Focus on Alternative and Complementary Therapies.
    Holding terapi er en alternativ form for børnepsykoterapi, som indeholder fysisk tilbageholdenhed og manipulation. Formålet med denne artikel er at undersøge beviserne for effekten af holding terapi. Der blev fundet otte studier, der omhandlede effekten af holding terapi. Alle studierne konkluderede at holding terapi var effektfuld, men ingen af studiernes design var egnede til at drage disse konklusioner. Det konkluderes, at beviserne for effekten af holding terapi er utilstrækkelig.

    Reference: Mercer, J. (2013). Holding therapy: A harmful alternative mental health intervention. Focus on Alternative and Complementary Therapies, 18, 70–76.

Traumer som tema er et stort felt inden for psykologien. Det er et felt, der, som megen anden psykologisk teori, er under udvikling, og hvor der hele tiden findes ny viden. I arbejdet med akutte traumer, fremføres det nogle steder, at man ikke skal tale om traumet i det første døgn. Det har ledt os til at kigge lidt nærmere på dette, og hvor denne teori stammer fra. Teorien synes at være knyttet til en række forskere, der benytter Tetris som intervention i forhold til traumer og PTSD (Holmes, James, Coode-Bate & Deeprose, 2009). Formålet med følgende artikel er at forsøge at klarlægge, hvad det drejer sig om, og sammenholde det med anden litteratur.

Som nævnt, eksisterer der i forskningen om traumer og PTSD en nyere tilgang, der benytter Tetris som intervention (Holmes, James, Coode-Bate & Deeprose, 2009). Hovedformålet med denne intervention har været, at skabe en ”kognitiv vaccine”, der kan mindske mængden af flashbacks i den akutte periode efter et traume. Der eksisterer i forvejen megen forskning og brug af intervention (samtaleterapi), der benyttes en rum tid efter traumet. Man har med den ”kognitive vaccine” ønsket at finde en ikke-medicinsk behandling, der kan benyttes og skabe lindring lige efter traumet.

Denne idé bygger særligt på viden fra den kognitive psykologi, der omhandler, at der eksisterer et ”hukommelsesvindue” på 6 timer, hvor oplevelser og erindringer er mulige at ændre eller påvirke, før de etableres i hukommelsen. Koblet med viden om, at hjernen har begrænset kapacitet og selektive ressourcer. Man har altså en intention om at bruge af hjernens ressourcer og forsøge at påvirke, hvordan traumeoplevelsen etableres i hukommelsen, for at mindske mængden af flashbacks i den efterfølgende periode.

I forsøgene finder man, at det at spille Tetris kort tid efter traumet (maksimalt 6 timer efter) påvirker mængden af flashbacks i ugen efter traumeoplevelsen, således at der opleves færre flashbacks hos de forsøgsdeltagere, der har spillet Tetris versus kontrolgruppen. Dette gælder både, når traumet er forsøgsmæssigt induceret ved brug af ”trauma film paradigm”, og når forsøgsdeltagerne har oplevet et virkeligt traume (trafikulykke). Man undersøger samtidig, om der er noget specifikt ved Tetris, der er årsag til virkningen, eller om det primært skyldes, at personen får fjernet sin opmærksomhed fra traumet. Her sammenligner man Tetris, der er et visuospatialt spil, med en verbal quiz. Man finder, at den verbale quiz ikke har samme virksomme effekt, og at det, hvis det benyttes lige efter traumeoplevelsen, kan øge mængden af flashbacks. Denne effekt sås dog ikke hos grupperne, der først spillede henholdsvis Tetris eller quiz 4 timer efter traumeoplevelsen (Holmes, James, Kilford & Deeprose, 2010).

Denne forskning kan tyde på, at der er mulighed for at intervenere på mængden af flashbacks i den umiddelbare periode efter et traume. Det er dog ikke klargjort, hvorvidt færre flashback har betydning for senere udvikling af PTSD, eller hvorvidt det påvirker mængden af flashbacks på længere sigt. Endvidere har vi ved litteratursøgning på anvendelsen af Tetris kun kunnet finde forskningsartikler, hvor de samme forskere/forfattere er repræsenterede. Der er således behov for yderligere forskning om emnet. 
Det er også vigtigt at være sig bevidst, at det langt fra er alle mennesker, som bliver udsat for et traume, der udvikler PTSD. Mange mennesker oplever en naturlig bedring (McNally, Bryant & Ehlers, 2003), (James & Gilliland, 2017).

Den forskning vi har inddraget her, er optaget af, at det ikke altid er hensigtsmæssigt at tale detaljeret og med fokus på følelser om hændelsen, lige efter et traume. Men det er ikke ensbetydende med, at man skal afvise et menneskes behov for at tale om sin oplevelse. Generelt er der to ting, der er væsentlige at have for øje.  Det er hvad mennesker generelt har behov for ved høj affekt og det individuelle menneskes egne mestringsstrategier


At være bevidst om hvad mennesker generelt har behov for ved høj affekt
I den akutte fase, er følelsesintensiteten ofte høj, og mentaliseringen lav. Her skal der mest fokuseres på at skabe sikkerhed for eksempel ved at være støttende, møde mennesket med empati, give hjælp og skabe ro. Her er god hjælp eksempelvis praktiske ting som at ringe til arbejdsgiveren, sikre at nogen tager imod personen, når vedkommende kommer hjem. Hjælpe med at hente børn eller lave mad. Samt sikre, at der skabes ro, tryghed og omsorg omkring personen. Generelt er sikkerhed og social støtte særdeles vigtig for mennesker, der har været udsat for et traume.

I forhold til mentaliseringsteorien, hænger ovenstående sammen med interventionsspektret, der er et af hovedelementerne i mentaliseringsbaseret terapi (og mentaliseringsteori). Når den følelsesmæssige intensitet er høj, som efter et traume, skal man være støttende og empatisk.

Møder man et menneske, der har mange ord – måske endda talepres pga. høj arousal, skal man ikke afvise personens behov for at tale. Man kan i stedet nænsomt forsøge at have fokus på at mindske affekten ved omsorg og nærvær, samt forsøge at styre fokus i samtalen over på fakta frem for følelser. Noget forskning indikerer, at for meget tale om følelser i den akutte fase kan have negative konsekvenser (Dyregrov, 2011)(Mayou, Ehlers & Hobbs, 2000)(Holmes, James, Kilford & Deeprose, 2010) men at skabe struktur og overblik over hændelsen på den anden side har positiv effekt.


Opmærksomhed og plads til individuelle mestringsstrategier
Som beskrevet, oplever de fleste mennesker at komme sig naturligt efter en traumeoplevelse. Dette betyder derfor i praksis, at man skal give plads til personens egne mestringsstrategier, og være opmærksom på de personlige behov. Forskning (McNally, Bryant & Ehlers, 2003)(Mayou, Ehlers & Hobbs, 2000)(Dyregrov, 2011) peger på, at hvis man presser et andet menneske til at tale om sin oplevelse og sine følelser, men personen egentlig selv søger at komme videre fra traumet på anden vis, kan man risikere at forværre denne persons situation på længere sigt. Det kan altså fremme psykologisk ubehag og risikoen for udvikling af psykopatologi som eksempelvis PTSD. Samtidig kan idéen om den ”rigtige reaktion” efter et traume være årsag til yderligere mistrivsel hos det menneske, som har oplevet traumet. Det er altså særdeles vigtigt at have øje for og give plads til det enkelte menneskes ønsker og behov.

Ser man på, hvordan mennesker naturligt bearbejder sit traume sker det ofte med en vekselvirkning mellem at forholde sig til det og at undgå det. Dette kan også sættes i relation til interventionsspektret, hvor man ved lavere affekt kan være udforskende, forsøge at forstå og mentalisere sig selv og andre. Hvorimod man ved høj affekt skal have fokus på støtte og empati

Det er altså betydningsfuldt, at man i mødet med mennesker, der har oplevet noget traumatisk eller voldsomt, husker på, at regulering af følelsesintensitet skal ske med fokus på omsorg, nærvær og social støtte. Og at man efterfølgende giver plads til det enkelte menneskes egne mestringsstrategier og behov. 

Ønsker du mere viden om traumer, krisesamtaler og mentalisering kan det findes i dette videokursus:

Akutte krisesamtaler (https://www.centerformentalisering.dk/akutte-krisesamtaler/)

 

Litteraturliste:  

  • Holmes, E. A., James, E. L., Coode-Bate, T. & Deeprose, C. (2009). Can playing the computer game “Tetris” reduce the build-up of flashbacks for trauma? A proposal from cognitive science. PLoS ONE, 4(1)
    Teksten er en forskningsartikel, der søger at finde en metode, der kan mindske flashbacks i den umiddelbare fase efter et traume. Man tager udgangspunkt i to fakta/fund fra den kognitive psykologi. At hjernen har begrænset kapacitet og dermed selektive ressourcer, samt at der eksisterer et ”6-timers hukommelsesvindue”, hvor minder er mulige at bearbejde, før de konsolideres i hukommelsen.I forsøget finder finder man, at spillet Tetris ser ud til at have effekt på, antallet af flashbacks, som forsøgsdeltagerne oplever i den første uge efter traumeoplevelsen (traumeoplevelsen er her induceret gennem videoer på en computer)
  • Lyadurai, L., Blackwell, S. E., Meiser-Stedman, R., Bonsall, M.B., Geddes, J.R., Nobre, A.C. & Holmes, E. A. (2017). Preventing intrusive memories after trauma via a brief intervention involving Tetris computer game play in the emergency department: A proof-of-concept randomized controlled trial. Molecular Psychiatri, 00, 1-9
    Dette forsøg undersøger om den ovenstående viden om Tetris også kan findes hos personer, der har været udsat for et virkeligt traume.Personer der har været impliceret i en trafikulykke deles op i to grupper. Den ene kontrolgruppe skal udfylde noget konkret information. Her kontrolleres for, om opmærksomhed har betydning for flashbacks. Gruppen der modtager interventionen, skal spille Tetris i 20 minutter. Her ses også, at interventionsgruppen har rapporteret færre flashbacks i den efterfølgende periode. Deltagerne indberetter desuden, at de havde en positiv oplevelse med at spille Tetris.
  • Holmes, E.A., James, E.L., Kilford, E.J. & Deeprose, C. (2010). Key steps in developing a cognitive vaccine against traumatic flashbacks: visuospatial tetris versus verbal pub quiz. PLoS ONE, 5(11)
    I dette forsøg ønsker man at undersøge, hvorvidt det er alle computerspil, der kan have samme effekt på flashbacks som Tetris. Altså, om effekten udelukkende handler om at blive afledt. Man vil forsøge at sammenligne Tetris, der er et visuospatialt computerspil, med et computerspil af verbal karakter.
    Der laves to forsøg, hvor forsøgsdeltagerne enten spiller computerspillene umiddelbart efter traumeoplevelsen eller først efter 4 timer. Man finder, at når der spilles umiddelbar efter traumeoplevelsen øger det verbale computerspil mængden af flashbacks i den efterfølgende uge i relation til kontrolgruppen. Denne forøgelse kan dog ikke ses hos den gruppe, hvor de først spiller efter 4 timer. I begge situationer ses det dog, at Tetris har en positiv effekt i forhold til at mindske antallet af flashbacks.
  • Mayou, R. A., Ehlers, A. & Hobbs, M. (2000). Psychological debriefing for road traffic accident victims: three-year follow-up of a randomized controlled trial. British Journal of Psychiatry, 176, 589-593.
    Denne artikel argumenterer for, at psykologisk debriefing udført kort efter et traume ikke har effekt og kan have negative effekter på lang sigt.Artiklen pointerer desuden, at der er forskel på psykologisk debriefing som metoder over for private, der akut bliver udsat for et uventet traume og den type psykologisk debriefing, der bruges i professionelle sammenhænge eksempelvis over for ambulanceredder eller politifolk.

  • McNally, R. J., Bryant, R. A. & Ehlers, A. (2003). Does early psychological intervention promote recovery from posttraumatic stress? Psychological science in the public interest, 4(2)
    Dette er en længere artikel, der gennemgår forskellige typer psykologisk intervention, der har til hensigt at fremme bedring eller undgåelse af udvikling af PTSD. Artiklen sammenholder interventionerne med det faktum, at mange personer, der har været udsat for et traume ikke udvikler PTSD. Samt sammenholder interventionerne med naturlig bedring.

  • Dyregrov, A. (2011) Akut kriseintervention. Månedsskrift for almen praksis, 89(10), 783-792
    Artiklen er en fin oversigtsartikel, der kort beskriver nogle konkrete fund i forskning om akut kriseintervention. Atle Dyregrov kobler de konkrete fund med praksiseksempler.

Dette er et rigtigt komplekst spørgsmål, men skal man svare kort, er svaret ”i udgangspunktet ja”, men man må altid mentalisere det enkelte barn. Mens det nogle gange kan være en beskyttende faktor, kan det andre gange være en risikofaktor (Neil & Hove, 2004 i (1)). Det stiller høje krav til den professionelle at tage beslutning om samvær og man kan ikke lave en generel regel, som kan bruges i alle cases (Sinclair et al. (2005), i (1)). Inddragelse af plejeforældre i visitationen af samvær giver større chance for, at samværet bliver en god oplevelse for barnet. Ligesom empati, følsomhed og accept af samvær fra plejeforældrene hjælper børnene til at få en stærkere fornemmelse af at høre til i begge familier (1).

Klik her og se vores oversigt over fordele og ulemper: 

 

  • Salas Martínez, M. D., Fuentes, M. J., Bernedo, I. M., & García‐Martín, M. A. (2016). Contact visits between foster children and their birth family: The views of foster children, foster parents and social workers.Child & Family Social Work, 21(4), 473-483.

    Denne artikel starter med en oplistning af de fordele og ulemper forskellige studier har fundet ved, at et plejebarn har samvær med sine biologiske forældre. Det beskrives blandt andet på den ene side at samværet vedligeholder barnets tilknytning til dets biologiske familie, giver en større sammenhængskraft i barnets livshistorie og i udviklingen af barnets identitet samt giver grobund for et forhold mellem plejeforældre og biologiske forældre baseret på gensidig tillid og samarbejde. På den anden side viser anden forskning, at kontakt med biologiske forældre kan gøre det sværere at tilpasse sig anbringelsen og kan give psykiske problemer. Samvær kan således være en beskyttende faktor for nogle, mens det er en risikofaktor for andre. Dette stiller store krav til socialrådgiveren om først at vurdere hver enkel sag og hvis det vurderes, at samvær er passende, skal det sikres, at det foregår på en sikker måde og støttes af alle de involverede (Selwyn, 2004). Forskningen viser desuden, at plejeforældrenes inddragelse og attitude har stor betydning for chancen for godt samvær.
    Dette studie undersøger karakteristika ved samvær mellem plejebørn og biologiske forældre og børnenes syn på deres emotionelle forhold til pleje- og biologiske forældre. I studiet deltager 104 plejebørn (deres socialrådgivere (10) og plejeforældre (86 familier)) fra Spanien over 5 år og uden svær somatisk, psykisk eller sensorisk handicap og i pleje pga. vanrøgt, eller fysisk, emotionelt eller seksuelt misbrug. Det viser sig at 41,3% af børnene i samplet ikke har kontakt med de biologiske forældre. En af variablerne, der analyseres, i studiet, er socialrådgivernes vurdering af kvaliteten af forældre-barn interaktionen under samvær. Det viser sig, at kvaliteten i 42% af tilfældene blev vurderet som enten dårlig eller meget dårlig. Mens socialrådgiverne og plejebørnene overordnet havde et positivt syn på samværet, var plejeforældres syn mindre positivt. Denne forskel kan påvirke udfaldet af samværet. Dette studie undersøger også børnenes syn på deres emotionelle forhold til pleje- og biologiske forældre. Det viser sig, at børnene oplever mere varme/kommunikation, men også mere kritik/afvisning fra plejeforældrene sammenlignet med biologiske forældre. En forklaring herpå kunne være, at børnene bruger meget mindre tid med de biologiske forældre, hvorfor forholdet til plejeforældrene er mere intenst. Resultaterne viser desuden, at i de sager, hvor socialrådgiveren angiver forældre-barn relationen som dårlig eller meget dårlig, oplever børnene også mindre varme/kommunikation fra deres forældre.

  • León, E., Jiménez‐Morago, J. M., & Muñoz‐Silva, A. (2017). Contact between birth parents and children in kinship care in a sample from Spain.Child & Family Social Work, 22(2), 1075-1083.
    Denne artikel undersøger karakteristika ved kontakten mellem plejebørn og deres biologiske forældre hos børn i netværkspleje. Samplet inkluderede 189 børn fra Spanien og deres netværksfamilier. Resultaterne viste, at en signifikant andel (36,5%) af plejebørnene ikke havde nogen kontakt til biologiske forældre. Netværksanbringelser med kontakt sammenlignet med anbringelser uden kontakt var ofte karakteriseret ved fravær af professionel supervision. Børn med kontakt til biologiske forældre havde færre alvorlige adfærds- og socioøkonomiske problemer og større sandsynlighed for genforening med familien. Resultaterne viste desuden, at plejeforældrenes vurdering af kontakten i høj grad var påvirket af børnenes emotionelle reaktion under besøgene og kvaliteten af forholdet mellem netværksfamilien og biologiske forældre.
  • Fossum, S., Vis, S. A., & Holtan, A. (2018). Do frequency of visits with birth parents impact children’s mental health and parental stress in stable foster care settings.Cogent Psychology, 5(1), 11.
    Denne artikel undersøger, hvorvidt antallet af samvær med biologiske forældre påvirker opfattelserne af tilknytning, børns kompetence og mental sundhed og stressniveauet hos plejeforældre. I studiet deltager plejeforældre til 203 plejebørn (både anbragt i netværkspleje og ikke-netværkspleje) fra Norge. Børnene var små da de blev anbragt i pleje (gennemsnit 2,3år) og havde boet i plejefamilien i en længere periode (gennemsnit 5,4år). Resultaterne viste at 47% af plejebørnene havde månedlige eller oftere samvær med deres mødre og 21% havde tilsvarende samvær med deres fædre. Samvær med biologiske forældre påvirkede ikke, hvem der var den primære tilknytningsfigur, barnets psykosociale funktion eller kompetence eller stressniveauet hos plejeforældrene. Der argumenteres i artiklen for, at barnets reaktioner og ønsker skal tages i betragtning, når samværet skal planlægges og samværet skal tages op til revision løbende, da både ønsker og praktiske aspekter kan ændre sig for alle involverede parter.

 

  • Sanchirico, A. & Jablonka, K. (2000). Keeping Foster Children Connected to Their Biological Parents: The Impact of Foster Parent Training and Support. Child and Adolescent Social Work Journal, 17(3), pp. 185-203.
    I artiklen fremgår det, at det at skabe vedvarende forbindelse mellem plejebørn og deres biologiske forælde er essentielt for genforening, fordi det hjælper med at genetablere og fastholde familiebåndet under anbringelsen. Kontakt mellem biologiske forældre og barnet under anbringelsen kan også øge barnets trivsel under anbringelsen. Dette studie tester en hypotese om, at bureauer(agencies) kan fremme plejeforældres involvering i forbindelsen mellem plejebarnet og de biologiske forældre ved at give plejeforældrene specialiseret træning og vedvarende støtte. Resultaterne støtter opfattelsen af, at træning og støtte til plejeforældrene øger deres involvering i kontakten mellem barnet og dets biologiske forældre.

 

  • Johnson, P. R., Yoken, C. & Voss, R. (1995). Family foster care placement: The child´s perspective. Child Welfare: Journal of Policy, Practice, and Program, 74(5)
    I dette studie interviewes 59 plejebørn fra 11 til 14 år fra Cook County, USA, om forskellige spørgsmål i forhold til deres anbringelse. Blandt andet undersøges, hvordan børnene håndterer adskillelsen fra de biologiske forældre. Alle børn på nær 3 beskriver, at de savner deres familier. 56% rapporterer, at de savner deres forældre det meste af tiden. Næsten alle børn ønskede at beskrive for forældrene, hvordan det er for dem at være anbragt. De fleste børn havde råd til deres forældre, fx at forældrene skulle behandle deres børn godt, tage sig af dem, elske dem og ikke misbruge dem. Børnene var også interesserede i at fortælle deres forældre, at de fortsat skulle have kontakt og besøge dem fordi: ”children need to know them and parents need to know what the child´s life is like in the foster home”.

 

  • Bruskas, D. (2008). Children in fostercare: A vulnerable population at risk. Journal of Child and Adolescent Psychiatric Nursing, 21(2), 70-77.
    Denne artikel er et litteraturstudie omhandlende plejebørn. Det konkluderes, at de fleste børn der er anbragt i pleje oplever forvirring, frygt, ængstelse for det uvisse, tab, tristhed, angst og stress. Der argumenteres for, at disse oplevelser og følelser skal adresseres og behandles tidligt, for at det ikke går ud over barnets udvikling og mentale sundhed og i sidste ende kvaliteten af voksenalderen.