Dokumentaren, Allen v. Farrow, er spændende underholdning. Ikke mindst fordi den handler om det verdenskendte par, instruktøren Woody Allen og skuespileren Mia Farrow. Som dokumentar er det en super spændende fortælling fyldt med konflikter, intriger og masser af videodokumentation. Fokus i dokumentaren er især på det overgreb som Woody Allen, der er Dylan Farrows adoptiv far, udsatte hende for lige omkring Mia og Woodys skilsmisse.
Det, der skaber en interessant dokumentar, er måske lige det modsatte af, hvad der skaber heling for børn. I dokumentaren ses det, hvordan de voksnes følelser omkring overgrebet – angst skam, sorg og vrede, bliver så intense, at forløbet mere kommer til at handle om kampen om, hvem der kan positionere sig i rollerne som offer, redder og krænker, frem for at handle om barnets behov.
Ser man på anmeldelser af dokumentarer, er det tydeligt at historien aktiverer intense følelser i forhold til forældrekonflikter, personlig sympati og det at dele personlige emner offentligt.
Alt i alt bliver dokumentaren et spejl på det felt som overgrebne børn ofte befinder sig i, hvor det på grund af omgivelsernes reaktioner bliver vanskeligt for barnet at blive set udefra uden, at deres ageren konstant bliver vurderet i forhold til de voksnes forforståelser af konflikten. Ligesom det bliver svært for barnet at få plads til at forstå og tro på dets egne oplevelser indefra.