Time-out i behandlingen af børn og unge Af Janne Østergaard Hagelquist

Mit arbejde med omsorgssvigtede og traumatiserede børn og unge har betydet, at jeg har haft en del oplevelser med anvendelsen af time-out, som pædagogisk redskab på døgninstitutioner. Det har ført til, at jeg er bekymret for anvendelsen af time-out som pædagogisk redskab. Den vigtigste grund til mine bekymringer er, at jeg har talt med mange anbragte unge, som har meget negative erfaringer med time-out, som de har oplevet som et overgreb. Det er selvfølgelig vanskeligt at vurdere, hvordan time-out har været anvendt på de institutioner, de unge, jeg kender, har erfaringer fra. Men deres historier om at føle sig ydmyget, misforstået og mest af alt at være magtesløs, har gjort stort indtryk på mig.

Time-out, som pædagogisk redskab, anvendes som en del af behandlingen i forskellige evidensbaserede programmer, som udbredes i Danmark i disse år. Eksempelvis er det en del af ”De utrolige år”.

Time-out defineres som time-out fra positive stimulering (Webster – Stratton 2009). I de evidensbaserede programmer hvor de anvendes, er det sammen med andre positive interventioner. F.eks. er fundamentet i ”De utrolige år” at rose barnet og vise det positiv interesse. Behandlingen består også i at sætte tydelige regler op for god adfærd, hvis disse regler ikke følges, kan der i yderste instans anvendes time-out.

Time-out beskrives overordnet i litteraturen, som indeholdende en række elementer, typisk de 6 følgende:

Barnet får en mundtlig forklaring på, hvor og hvornår time-out anvendes
Barnet får en mundtlig advarsel, før time-out anvendes
Barnet sendes til time-out – der er forskel på, om det instrueres mundtligt hertil, eller om der bruges magt
Der er på forhånd taget stilling til time-out placeringen, det kan være forskellige steder et rum uden stimulering, en stol eller et aflåst skab (det er heldigvis ikke set i dansk litteratur)
Der er forskellige procedurer for, hvor lang tid barnet skal være i time-out
Der er forskellige betingelser for, barnets frigivelses fra time-out
I litteraturen er der evidens for, at det er en effektiv metode for forældre med børn med adfærdsproblemer (Everett Hupp & Olmi 2010), især når den er anvendt sammen med positive forældre strategier (Morowska & Sanders 2011).

Mange af de børn, der møder det sociale system, vil være børn med tilknytningsforstyrrelser. Ifølge tilknytningsteorien bliver et barn trygt tilknyttet, når det oplever, at dets omsorgsperson fungerer som en sikker base, hvorfra barnet kan udforske sin omverden og vende tilbage og finde omsorg og forståelse. Tilknytningen er afgørende for udviklingen af barnets billede både af sig selv og af andre. Anvendelse af time-out kan betyde, at barnet i en situation, hvor det oplever intense følelser, fratages muligheden for at anvende omsorgspersonen, som en sikker base. Det kan føre til, at barnet oplever time-out, som en trussel mod dets grundlæggende tryghed. Hvis barnet har en forstyrret tilknytning, er det særligt bekymrende, fordi det fastholder barnets negative erfaringer med, at omsorgspersonen ikke kan anvendes som en sikker base.

Mentaliseringsbaseret behandling er en behandlingsform, der for tiden i stigende grad anvendes i forhold til udsatte børn og deres familie (Allen, Fonagy & Bateman 2010). I mentaliseringsbaseret behandling er udgangspunktet, at forældre eller professionelle i deres samspil med børn bør have ”sind på sinde”, det vil sige at have opmærksomhed på barnets mentale tilstande (følelser, tanker, behov og grunde) såvel som på egne mentale tilstande. Når man iværksætter en time-out, har man i udgangspunktet ikke barnets sind på sinde, men lukker af. Det kan være nødvendigt i al opdragelse, når man sætter grænser, at være mere fokuseret på barnets adfærd end på barnets mentale tilstande. Der er dog en risiko for, at for rigid anvendelse af denne metode betyder, at forældrene tilbydes et redskab til at lukke af for deres barns mentale tilstande. Dette er særligt bekymrende, da mange af de forældre, der bruger det sociale system i forvejen, er meget dårlige til at registrere, hvilke mentale tilstande, der er baggrunden for deres barns adfærd.

Der kan være overvejelser om time-out begrebets anvendelse og succes, også kan handle om den kultur, det er udviklet til, det vil sige til amerikanske forældre og børn. Det er i den sammenhæng væsentligt at holde sig for øje, at der er forskelle i dansk opdragelseskultur og amerikansk. Bare et lille eksempel der kan anskueliggøre nogle af forskellene er, at det i 1991 blev anslået, at 90 % af amerikanske forældre anvender det at slå som disciplinær metode (Everett, Hupp & Olmi 2010). Selv om det at slå også bruges i Danmark, og selv om det nok var endnu mere udbredt for 20 år siden, så er omfanget af forældre, der ville nævne det som en opdragelsesteknik nok noget mindre i Danmark også i 1991.

Når man bevæger sig ned i forskningen om time-out, er det chokerende læsning. Et database review (Everett, Hupp & Olmi 2010) viser eksempelvis, at proceduren for forsøg på flugt fra time-out i 23-26 % af de undersøgelser, hvor sådanne procedure er beskrevet, var endefulde (spanking). Endvidere kan man læse, at endefulde og anvendelse af et aflåst skab til time-out ser ud til at føre til signifikant færre voldsomme time-out’s (Robert & Power 1990). Dog anbefales den slags ikke i nyere litteratur (Everett Hupp & Olmi 2010). Det illustrerer dog, at straf virker på adfærd, samtidig tydeliggør det dilemmaet, om det udelukkende skal være effekten, der har betydning for, om man ønsker at anvende en bestemt metode, eller om der også er brug for at medtage etiske overvejelser og børneperspektiv.

Børneperspektivet og time-out nævnes da også i den litteratur, der er mere kritisk for anvendelse af time-out: Således anføres det, at time-out kan efterlade børnene med en oplevelse af at være svigtet af dem, der skulle tage vare på dem. En anden bekymring er, at børnene lærer at undertrykke negative følelser og får vanskeligt ved at kende og anvende følelser senere i livet (Haiman 1998). En undersøgelse har direkte set på, hvordan time-out opleves ud fra børnenes perspektiv. I undersøgelsen, spørges der til 2-4-årige børns erfaringer med time-out. Konklusionen var, at mindre end halvdelen af børnene kunne huske, hvad der var årsagen til, at de havde fået en time-out. Endvidere berettede de om, at de oplevede negative følelses som tristhed, angst og ensomhed i forbindelse med time-out’en, ligesom de mente, at den ”lærer” der havde gennemført time-out’en ikke brød sig om dem, og de følte sig ignoreret af deres kammerater (Readdick & Chapman 2000).

Det kunne være rart med en diskussion om etik og børneperspektiv og kulturforskelle i forbindelse med, at Time-out metoden synes at blive anvendt i flere og flere sammenhænge.

Allen, Fonagy, P., & Bateman, A. (2010) Mentalisering i klinisk praksis. Hans Reitzel.

Everett, G.E., Hupp, S.D.A., & Olmi, J. (2010). Time-out with parents: A Descriptive Analysis of 30 years of Reseach Education and Treatment of Children, 33(2).

Haiman, P. The case against Time-out. The natural child project. www.naturalchild.org/guest/peter_haiman.htlm.

Morawska, A. & Sanders M. (2011). Parental Use of time Out Revisted: A Useful or Harmful Parental Strategy. Jouranl of Child Family studies.

Roberts, M.W., & Powers, S.W. (1990). Adjusting chair timeout enforcement procedures for oppositional children. Behavior Therapy, 21, pp. 257-271.

Webster-Stratton, C. (2009) De utrolige år. Frydenlund.

Readdick, C.A., & Chapman. (2000). Young Childrens Perceptions of Time-out. Journal of Reseach in Childhood Education vol 15(1).