Døgnfluernes dans – og andre psykoterapeutiske fortællinger
Af Irvin D. Yalom
Irvin Yalom har i snart en årrække skrevet på sin sidste roman. Det skyldes, at hans eksistentielle tilgang netop handler om at leve et meningsfuldt liv samtidig med, at man forholder sig til livets endelige afslutning, døden. Men på trods af, at Yalom er en ældre herre, lever han dog i bedste velgående og bliver derfor ved med udgive bøger, og det er vel nok dejligt for sikke en bog, han netop har begået! Yalom har i hele sit forfatterskab kredset om menneskets eksistentielle grundvilkår; at vi alle skal dø, at vi i afgørende stunder er alene, at livet er meningsløst, at vi har friheden til at vælge. ”I Døgnfluernes dans og andre psykoterapeutiske fortællinger” kredser de terapeutiske samtaler om døden. Det er interessant at læse en bog om levende menneskers terapeutiske arbejde med den eksistentielle udfordring, som døden er. Nogle, fordi de er alvorligt syge og skal dø – nogle, fordi dødsangsten forhindrer dem i at leve, som de gerne vil – og andre, fordi perspektivet, at vi som mennesker kun danser i livet kort – som døgnfluer -, vækker til nye perspektiver på det liv, de lever. Yalom beskriver selv bogen som ”ti historier tænkt som læsestykker med psykoterapeutiske lektioner af den virkelighedsnære slags”. Og han sætter streg under, at ”tidsløse eksistentielle kriser hos unikke mennesker kræver en unik tilgang, der ikke er beskrevet i nogen manual”. Dette er bare ét eksempel, på hvordan hele Yaloms terapeutiske tilgang ligger så tæt op af den mentaliserende tilgang. Når man er optaget af mentalisering, er der så meget, der er genkendeligt, men netop Yaloms eksistentielle fokus er også helt unikt, så der er også meget at lære. Heldigvis er Yalom bogen igennem gavmild med sin viden om eksistentielle udfordringer og hans store terapeutiske erfaring. Yalom formår som i hans tidligere bøger den særlige kunst det er at blande skøn- og faglitteratur, så man sluger bogen, og når man er færdig, ærgres man over, at man læste den alt for hurtigt